Ugekurser

Dansk Sommerretræte

Kurset starter
Lørdag 29 juni 2024, 17:00
Kurset slutter
Lørdag 06 juli 2024, 12:00

Ugekursus med længere meditationer intensiverer effekten af Acem-meditation.

På et ugekursus får du lange meditationer, meditationsvejledning, seminarer og diskussioner af meditationspsykologiske temaer samt undervisning i yoga.

Du møder andre mediterende i afslappende og naturskønne omgivelser. Ugekurset tydeliggør sammenhængen mellem meditation og selvudvikling.

FORNYENDE FERIE
Merete som leder retræten, fortæller: Vi glæder os til igen at byde velkommen til dansk retræte på Lundsholm i Sverige. Den nye bygning Søgården har vist sig at være endnu bedre til meditation end vi havde turdet håbe på – den er blevet kaldt ”Verdens bedste meditationssted”. Lundsholms meditative kvaliteter er uomtvistelige, og vi glæder os så meget til at byde velkommen til både nye og tilbagevendende deltagere! Der venter en uforglemmelig ferie! Vi går dybere ind i meditationsprocessen i uformelle, hyggelige og naturskønne rammer.

At tage på meditationsferie er at være god ved sig selv og en ny og anderledes måde at få ”ladet batterierne op” på. Du får slappet godt af og hvilet ud, så du er klar til at møde hverdagens udfordringer med større overskud. Programmet er fuldt af rekreative elementer: meditation, yoga, dejlig natur og hyggeligt samvær med andre mediterende. Der serveres lækker vegetarmad. Deltagerne indkvarteres på enkeltværelser, som også bruges til meditation.

LANGE MEDITATIONER
Et af retrætens formål er at give deltagerne erfaring med langmeditation, dvs. træning i at gennemføre meditationer på tre timer og derover. I langmeditationer slipper dybere niveauer præget af stress og muskelspændinger deres greb, og afspændingen baner vej for et roligere og mere åbent sind. Justering af meditationsudførelsen åbner for bedre meditationer i hverdagen og for en gradvis indsigt i psykologiske mønstre og følelser, som ellers har været skjult for bevidstheden.

VEJLEDNINGSGRUPPER
Daglig vejledning i små grupper giver kursisterne mulighed for at drøfte udførelse og forstå nye sider af deres egne meditationserfaringer. Det forstærker meditationsudbyttet og giver øget indsigt i centrale personlige temaer. Grupperne ledes af undervisere med mange års erfaring.

YOGA
Undervisning i yoga indgår i programmet for at stimulere meditationsprocesserne. Øvelserne kræver ingen særlige forudsætninger. Alle kan deltage.

AFTENFORELÆSNINGER OG SEMINARER
Acems ledere holder forelæsninger og seminarer, som belyser forskellige aspekter af meditationsudførelse, meditationspsykologi samt Acems organisation og arbejdsmåder.

SOCIALT SAMVÆR
Aktiviteterne på retræten giver mulighed for rigt og varieret socialt samvær. Områdets natur giver enestående muligheder for at gå ture, cykle og bade.

PRISER
Hvis du skal på retræte for første gang, og har lært at meditere indeværende år eller sidste år (dvs. op til ca halvandet år før retræten) får du 20% rabat på prisen. Det gælder både for fuld pris og for fuldtidsstuderende. Vælg korrekt pris for dig i drop-down menuen.

Kurset starter
Lørdag 29 juni 2024, 17:00
Kurset slutter
Lørdag 06 juli 2024, 12:00

Retræten arrangeres af Acem Danmark. Vejledningsgrupper og aftenforelæsninger holdes på dansk. Kurset foregår samtidigt med en tilsvarende retræte arrangeret af Acem Sverige, og du vil mødes med mediterende fra hele Skandinavien udenfor det formelle program. Der kan komme mindre justeringer i prisen ud fra kursen på norske kroner. Rum i det nybyggede ”Søgården” bliver tildelt efter først-til-mølle princippet, så tilmeld dig i god tid. Der serveres lakto-vegetarisk mad. Angiv i kommentarfelt ved tilmelding, hvis du har kostallergier.

 

Kursustype: Ugekurser

Kurset arrangeres af Acem Danmark

Undervisere

Merete Hetland

Meditationslærer i Acem. Overlæge og professor i reumatologi.