Acem blev oprettet i 1966. Organisationen begyndte dermed sin udvikling i midten af det årti som nogen betegner som forrige århundredes mest udtalte reaktion mod centrale træk i europæisk tankegang.
Acem blev oprettet i 1966. Organisationen begyndte dermed sin udvikling i midten af det årti som nogen betegner som forrige århundredes mest udtalte reaktion mod centrale træk i europæisk tankegang. Eftersom Acem blev dannet af studerende der modtog nok så mange indtryk netop fra 1960’ernes opgør med fortidens idéarv, kan det som udgangspunkt for at placere Acem i samtiden være nyttigt at se nærmere både på arven og reaktionerne mod denne.
Ungdomsoprøret fik et væld af udtryk - utopisk revolutionær metafysik og politik, blomstersprog og terrorisme, beatkultur og zen-interesse, populisme, maoisme og indisk religiøsitet, sexdyrkelse og brug af euforiserende stoffer. Fællesnævneren i denne mangfoldighed er:
Bevidsthed.
Ikke som et entydigt defineret begreb, men mere generelt som en måde at opfatte verden på, en evne til at skelne mellem rigtigt og forkert, at se sammenhænge og muligheder. Bevidstheden blev udpeget som begrænsende faktor og forfalsker, et aktivt strukturerende element
som forhindrer os i erkendelse af virkelighedens egentlige tilstand og som derved vanskeliggør frisættende handling. Den begrænsende bevidsthed blev gjort ansvarlig for alt det oprøret rettede sig imod: en civilisation af undertrykkelse, ubehag, afsky og lidelse.
Nymarxisterne var optaget af falsk og sand bevidsthed. Deres løsning hed bevidstgørelse - et nyt pejlemærke i tilværelsen: arbejderklassens bevidsthed. Som ledere udpegede man ungdom med høj politisk bevidsthed - dem som klarest havde ladet deres virkelighedsopfattelse og handlinger forme af det nye udgangspunkt.
Stofideologierne gik løs på bevidsthedens begrænsninger, og prædikede nødvendigheden af bevidsthedsudvidelse. Med guruer fra Østen kom andre betegnelser: kosmisk bevidsthed, gudsbevidsthed - tilstande af fuldkommen indsigt og uskyld.
Forskellige grupper inden for ungdomsoprøret fandt forskellige veje til ændring af bevidstheden. Indiske guruer garanterede ny bevidsthed ved brug af mentale teknikker. I 1960 anvendte den amerikanske psykolog Timothy Leary for første gang LSD. Han fandt at dette var »the key to cosmic consciousness«. Hele oplevelseskulturen troede på stærke oplevelser. Rus, musik, terapiformer, udlevelse, mystik, meditationer skulle sprænge bevidsthedens grænser, forandre individ og folkemasse. Den politiske del af ungdomsoprøret troede på diskussionens, aktionens, demonstrationens og skolingens magt til at bevidstgøre fortroppen og folket. På den måde blev analysen tydeliggjort, og forudsætningerne var skabt for den handling der fører til total bevidsthedsændring en gang for alle: samfundsomvæltning, revolution.
Impulser til forestillingen om at bevidsthed kan være genstand for udvikling kom desuden fra psykologer som Goldstein, Maslow, Homey, Fromm. Maslow fandt at det neurotiske menneske ikke kun reagerer neurotisk, men også har en forvrænget opfattelse og erkendelse af virkeligheden. For ham blev personlighedsudvikling centralt - det han kaldte selvaktualisering: Individet bærer i sig drift mod vækst og udvikling. Det kan lære at opleve virkeligheden mere adækvat, mindre bundet af teorier og modeller.
Ungdomsoprøret i 60’erne fik også støtte fra neurofysiologiske opdagelser af bevidsthedens begrænsende rolle. Gennem mere end 100 år har forskere
samlet neurologiske holdepunkter for at bevidstheden er en personlig konstruktion. Vi lærer modeller, og opfatter virkeligheden gennem disse. I sin bog The Psychology of Consciousness (1972) gør Robert E. Ornstein rede for forskellige bevidsthedsfunktioner. Han hævder at vores venstre hjernehalvdel er optaget af logisk, analytisk tænkning, verbale og matematiske funktioner. Højre halvdel er specialiseret i syntese og helhed, og en mere intuitiv forståelse. Vores kultur har dyrket udsagn og forståelse frembragt af venstre hjernehalvdel. Ungdomsoprøret - mest udtalt i hippie-kulturen og den østligt inspirerede livsopfattelse, vendte op og ned på dette - kom til at foragte det logisk-analytiske og dyrke det utopiske, det følelsesmæssige, stemningerne, det idealistiske, intuitive.
Hvorfor denne fokus på bevidsthed? Hvad er årsagen til at netop interessen for subjektets virkelighedsopfattelse blev stående som fællestræk i ungdomsoprøret?
Svaret viser at oprøret falder ind i en række af observationer gennem århundrederne. Naturvidenskabsmanden og hans objektivisme kan stå som billede på det reaktionerne rettede sig imod: Traditionelt er hans prestige høj i vestlig kultur. Han har skabt frihed fra sygdom og nød, fra slid og ulykke. Han har sat os i stand til at beherske naturen. Dette opnår han ved at behandle alt som objekter eller relationer mellem objekter. Selv det subjekt disse objekter står for, betragter han som objekt - et neutralt medie som muliggør neutral forskning. Dermed tingsliggør han også bevidstheden og konstruerer en videnskab om menneskets indre liv analogt med naturvidenskaben: Intellektuel analyse og objektiv, empirisk forskning bliver betragtet som udgangspunkt for al erkendelse.
Dette er rodfæstet i europæisk tænkning. Hvor stammer det fra?
Efter alt at dømme har den sit udspring i renæssancen og filosoffen Galileo Galilei (1564-1642), som fik afgørende betydning for eftertiden. Han er blevet kaldt den moderne videnskabs far. Han regnes som den der først trak naturen ind i laboratoriet, og observerede den under kontrollerede betingelser. Mottoet er: Mål det der kan måles, og gør dét måleligt som endnu ikke er det. Kvantitative forhold afdækker naturens væsen - naturens bog har skaberen selv skrevet på matematikkens sprog. Den som ønsker at skue til bunds i skaberværket, må derfor måle og beregne, mener Galilei.
Dermed udgør han en reaktion mod middelalderens metafysik og naturspekulationer. Han nægter at godtage at det at erkende sandheden forudsætter en gejstlig position eller kendskab til autoriteten fremfor alle: Aristoteles’ værker. Galilei hævder at hver enkelt uden videre kan kigge Gud i kortene hvis blot han behersker den rette forskningsmetode.
Arven Galilei efterlod sig, er altså at den som ønsker at erkende sandheden om de dybere gåder, ikke behøver at gøre noget med sine subjektive forudsætninger for erkendelse. Han skal blot kende nøglen som åbner budskabet i naturens bog - han skal være i stand til at måle og beregne på den rigtige måde.
Subjektet bliver dermed reduceret til passiv modtager - og bevidstheden til et neutralt medie virkeligheden spejler sig i. Med den følge at bevidstheden som mulig fejlkilde spaltes fra - det Hegel senere kaldte falsk bevidsthed.
Galilei lever selv i en tid der er fuldstændig domineret af et religiøst og temmelig rigidt verdensbillede. Hans tanker står i så skarp modsætning hertil, at hans liv er i fare. Han foretrækker derfor at fornægte dem. Dermed efterlader han sig problemet med at forene de naturvidenskabelige sandheder som presser sig på - med de rådende metafysiske og religiøse overbevisninger.
Det var en af oplysningstidens filosoffer, franskmanden René Descartes (1596-1650), som løste problemet. Han fik afgørende betydning for europæisk tænkning og kulturudvikling - på godt og ondt.
Descartes giver plads til både det teologiske verdensbillede og den nye videnskab ved at konstruere et dualistisk filosofisk system. Sagt på en enkel måde: Han giver sjælen til teologerne og materien til naturvidenskabsmændene. Dermed bryder han med oldtidens og middelalderens filosoffer som havde betragtet sjæl og legeme som to sider af samme organiske helhed. Legemet, siger Descartes, er en del af den udstrakte substans der fuldstændig bestemmes af matematiske naturlove: res extensa, stof udbredt i rum. Men i og med at mennesket også har en sjæl, overskrider det res extensa. Sjælen har adgang til en ikke-udstrakt, rent åndelig virkelighed: res cogitans, en højere verden af evige idéer.
Med denne opdeling lykkes det altså for Descartes at forene nyt og gammelt, endeligt og uendeligt, forgængeligt og evigt, materie og ånd. Men sjælen, dette mystiske væsen uden materie og udstrækning, selve subjektet, faldt dermed uden for naturvidenskabens synsfelt. I traditionen efter Descartes bliver sjælen, bevidstheden, subjektet nærmest et spøgelse i maskineriet. »Lægfolk havde fået for vane til stadighed at spørge om nyt fra videnskabens verden, og da der sjældent var noget nyt om sjælen, glemte folk til sidst det meste af det deres forfædre havde vidst om den i nogle tusinde år«, skriver den norske forfatter Sigrid Undset.
Hvad dette har betydet for moderne tænkning er stadig genstand for argumentation og udredninger. Mange hævder, som den norske filosof Hans Skjerheim, at Descartes’ dualisme, det skarpe skel mellem den som forsker og det han forsker i, har været en ulykke for moderne tænkning alt andet end fremskridt i forhold til skolastisk og aristotelisk tænkning.
Drejningen mod ukritisk tro på objektiv, rationel tænkning forstærkes af englænderen Francis Bacon (1561-1626). Han forkaster muligheden af intuitiv erkendelse, og hævder at al indsigt bør opstå ved induktion fra sanseerfaring. Fuldbyrdelsen af denne subjektudspaltende idéstrømning ser mange i Auguste Comtes (1798-1857) positivistiske filosofi. Comte beskriver menneskehedens udvikling som en fremadskridende proces gennem forskellige stadier. Første stadium er det religiøse - det mest primitive. Derfra gik menneskeheden ind i det metafysiske, og nu på Comtes egen tid - er det højeste stadium nået: det positive, hvor naturvidenskaben er enehersker.
Her er altså skitseret en udvikling fra Galilei til Comte, en udvikling hvor fornuftstroen og tilliden til den objektive, logiske og analytiske tænkning som middel til erkendelse af de dybeste sammenhænge, har taget over efter gudstroen. Samtidig har synet på menneskehedens udvikling som en stadig fremadskridende proces fremdyrket et centralt element i vestlig kultur: udviklingsoptimismen, troen på en opnåelig guldalder frembragt af naturvidenskab og teknologi hvor alle materielle, og dermed også alle sociale og individuelle, problemer er stærkt formindskede eller ligefrem løst.
Ungdomsoprøret var en reaktion mod troen på den neutrale bevidsthed og mod det gennemrationaliserede verdensbillede. Men, som vi senere
skal se, indebar det ikke noget opgør med selve guldalderdrømmen, utopismen. Snarere tværtimod.
1960’erne var på ingen måde det første forsøg på at bekæmpe myten om den problemløse bevidsthed. I snart 200 år har europæiske filosoffer med tiltagende styrke fremhævet at bevidstheden er aktivt strukturerende; den konstruerer virkeligheden, begrænser og til dels forfalsker. Man er i højere grad blevet klar over at synet på subjektet som neutralt og rationelt - og dermed troede på neutral forskning - er behæftet med fejl.
Denne tænkning blev i det væsentlige indledt af tyskeren Immanuel Kant (1724-1804). Han understreger at verden et langt stykke hen ad vejen er et produkt af bevidstheden - netop den pointe der kom til at stå centralt i ungdomsoprøret i 60’erne. Kant betegner dette syn som en koperniansk drejning i filosofihistorien - lige så afgørende i filosofien som Kopernikus’ overgang til et heliocentrisk verdensbillede blev i astronomien. Men også Kant er udviklingsoptimist. Fornuften er rigtignok ikke ubetinget til at stole på, siger han, men den kan renses for sine fejl. Hans efterfølgere mente at have foretaget denne rensning.
Tyskeren Friedrich Hegel (1770-1831), grundlæggeren af den dialektiske metode til erkendelse af sandhed, understreger endnu stærkere end Kant bevidsthedens konstruerende funktion. Men Hegel ser den udviklet i en historisk og dialektisk proces som fuldbyrdes af sig selv - og som når det endelige stadium, stadiet af absolut ånd, i og med formuleringen af Hegels eget dialektiske system. Han gør altså elimineringen af falsk bevidsthed mere til historiens end til menneskets ansvar.
Karl Marx (1818-1883) er grundlæggende præget af Hegel - og på ingen måde mindre prætentiøs i sine intentioner. Men i modsætning til Hegel hævder han, at det ikke er tænkning der fuldbyrder processen og virkeliggør utopien, men en materiel kraft: proletariatet. Bevidstheden bliver altså i følge Marx bestemt udelukkende af materielle forhold i samfundet. Dele af det danske ungdomsoprør tilsluttede sig efterhånden den påstand.
Men til trods for al kritik af troen på den rene fornuft, på den neutrale bevidsthed, og til trods for alle reaktioner i vores kulturkreds på arven fra Galilei og Descartes - gennem romantikken og nyromantikken, surrealismen og hippiekulturen: Udviklingsoptimismen er ikke kun
næret af tænkning. Naturvidenskaben kan fremvise resultater. Den har sat os i stand til at beherske naturen i en grad der savner sidestykke i menneskets historie.
Mennesket har nærmet sig sit gudeideal, skriver Sigmund Freud (18561939). Ganske vist kun således at man efter menneskelig målestok nærmer sig et ideal - ikke fuldkomment, på enkelte områder slet ikke, på andre igen kun halvvejs. Mennesket er så at sige blevet en slags protesegud, temmelig storartet med sine hjælpeorganer. Nu volder disse rigtignok temmelig meget besvær fra tid til anden - de er ikke vokset sammen til et fuldkomment hele. Men der er grund til at trøste sig med at udviklingen ikke stopper ved år 1930. Kommende tider vil bringe utrolige fremskridt, skriver Freud.
I sit skuespil »Over Evne, andet Stykke« (1895) kunne Bjørnstjerne Bjørnson drømme om menneskehedens lykke, blot jernbanen og telegrafen bandt folkeslagene sammen. Denne drøm om en teknologisk frembragt guldalder fik sig en kraftig ørefigen på de blodmættede slagmarker i første verdenskrig. Efter 1945 voksede den sig stærk igen.
Ungdomsoprøret var et klart nej til troen på det frelsende i flere opfindelser, mere industri, velfærd, flere materielle goder. For ungdomsoprørerne var leden ved den naturvidenskabelige, rationelle og kapitalistisk prægede civilisation langt stærkere end beundringen for dens resultater.
I sin jagen efter løsningsforslag, på midler til at dulme leden, kom ungdomsoprøret naturligt nok til at dreje sig om det Descartes havde efterladt uprøvet og forsømt: res cogitans, bevidstheden. En ny tidsalder må opstå - ved hjælp af ny bevidsthed, opnået ved brug af stoffer, meditation, stærke oplevelser eller revolution.
Men i lighed med de fleste tidligere reaktioner mod den ensidige teknologiske udviklingstro, tog 1960’ernes oprør ikke samtidig et opgør med selve guldaldertroen, utopismen. Tværtimod! Den stod helt centralt i 68-generationens slagsmål med forældrenes virkelighed:
Vi er på vej fremad mod det gode, klasseløse samfund (nymarxisterne), mod det forandrede, frigjorte menneske (Leary), mod lykke for alle kommende generationer (Mahesh Yogi), mod evig verdensfred (Maharaj Ji), mod Vandbærerens forløsende tidsalder (hippierne og astrologerne),
mod personlig problemfrihed (vækstgrupperne), mod udødelighed (scientologerne). Hvad videnskaben ikke havde styr på, skulle bevidstheden nu sætte skik på.
Dermed føjede ungdomsoprøret sig pænt ind i et europæisk reaktionsmønster, hvor man stort set har opgivet den ene udviklingsdrøm til fordel for den næste. Nye utopier og endegyldige ideologier afløste de gældende. I vestlig tankegang har man efter alt at dømme kun i ringe grad taget opgøret med troen på et liv, hvor ubehag og ondskabens problem ikke længere er centrale vilkår i den menneskelige eksistens. Hos unge mennesker i færd med at skabe sig et ståsted i deres første møde med virkeligheden, så netop guldalderdrømmene ud til at kunne hente det anti-rationalistiske, det irrationelle, kulturfjendtlige, og tiltroen til den cæsariske personlighed frem. I 68-generationen havde totalitære holdninger - frembragt af guruer i stof, meditation eller revolution - gode levevilkår til langt ud i 1970’erne.
Denne skitsering af nogle af trækkene i ungdomsoprørets stræben efter at møde verden med ny bevidsthed præget af en slags uskyld, skulle antyde at tankestof som formede 60’ernes forståelse af bevidsthed som begrænser og forfalsker, ikke blev skabt i selve opgøret. Det var blevet skabt tidligere.
Nymarxisterne trak hårdnakket på århundredgammel analyse. Stofideologerne var flittige læsere af Aldous Huxleys bog fra 1955 Erkendelsens døre. Den frie livsstils apostel, Jack Kerouac, foretog sine rejser i 1950’erne. Væksttankegangen var forberedt gennem tredive år. Østligt inspirerede grupper og begreber havde eksisteret hele århundredet fra Ramakrishna, Krishnamurti til Mahesh Yogi. Der blev ikke skabt én eneste ny tanke i 60’erne, hævder den norske forfatter og billedkunstner Stein Mehren i et essay om denne epoke.
Det nye var at efterkrigstidens baby-boom i kraft af sit antal - og fordi den af forældregenerationen havde fået plads i centrum af al opmærksomhed - gjorde dette tankestof stærkt synligt. Det fik lov til at udfolde sig på bekostning af andre impulser. I dette klima af oprør og utopitænkning, politisk kamp og totalitære idéer, Vietnam-reaktion, rus og oplevelsesjagt, ungdommelig åndelighed, grænsesprængning og etikettebrud - i hele dette mylder af impulser begyndte en gruppe af studenter ved Universitetet i Oslo at udvikle den meditationsteknik og forståelse vi i dag kender som Acem-meditation.
»VI LEDER EFTER NYE SVAR« Frem til 1960’erne var der kun yderst få i vores kultur der benyttede sig af meditationsteknikker, og de var uden særlig indflydelse på samtid og kultur. Blandt dem var katolikker med århundredlange kontemplative traditioner, antroposofferne med deres refleksioner, og den stille eftertanke over skriftsteder som blev praktiseret af en del norske lutheranere. Det er betegnende at den norske kirkes førende ekspert i meditation, biskop Tord Godal, er ekspert på det teologisk-teoretiske aspekt ved forskellige teknikker - ikke på meditativ praksis.
For et stort flertal af befolkningen er begrebet meditation efter alt at dømme knyttet - ikke til særlige teknikker, men til det vi alle gør når tankerne får lov til at flyde frit i badekarret, i lænestolen, eller ude i naturen. Men med ungdomsoprørets fokus på bevidsthed blev interessen for meditationsteknikker pludselig en anden. Eftersom den meditative tradition i Vesten enten kun fandtes på papiret, og ikke som erfaring, eller var en praksis reserveret nogle få og troende, hentede ungdomsoprørets meditationsinteresse inspiration fra Østen.
Den amerikanske poet Allen Ginsberg satte gang i lidt af en bølge da han rejste til Indien i 1961. Han opholdt sig der i to år, og kom tilbage stærkt påvirket. Østens guruer talte til et stærkt behov for åndelighed, kosmologi, verdensforståelse, enhed, mystik. Amerikansk og europæisk ungdom myldrede til Østen, og på samme tid slog indiske guruer igennem i Vesten i stor målestok. De mødte åben og tildels fuldstændig kritikløs beundring. Typisk nok var det en indisk guru der åbnede den største popfestival verden havde set: Woodstock i 1969.
For ungdomsoprørets generation fik meditation en klar betydning: mental teknik til forandring af bevidsthedens erkendelsesmuligheder. Interessen var enorm - særlig efter at centrale popstjerner som The Beatles og The Beach Boys under megen offentlig opmærksomhed tilsluttede sig guruer for en tid. I 1968 praktiserede over 2000 af studenterne ved Berkeley i Californien en eller anden form for meditation. Hver måned blev der udgivet bøger om emnet i USA. I Norge var tilgangen af interesserede studenter så stor i slutningen af 60’erne at Acem måtte begrænse adgangen til kurserne. I 1974 var mødesalen proppet med over 500 tilhørere da Acem arrangerede et møde i Meditativt Forum om den katolske kirkes kontemplative erfaring.
Men denne interesse for meditation var ligeså løssluppen, ligeså sammensat og uoverskuelig som selve ungdomsoprøret. Inspiration, impulser og erfaringer blev hentet fra så forskellige kilder som sufi, tantra-yoga, lamaisme, Ignatius af Loyola, zen-tradition og C.G. Jung. Den amerikanske professor Claudio Naranjo sammenfattede det på denne måde i forordet til On the Psychology of Meditation (1974):
»Tiden for mødet mellem Øst og Vest, nemlig vores egen tid, er også et møde mellem religioner, filosofier og psykologiske retninger som hidtil har ignoreret hinanden eller set på hinanden med fanatisk afsky. Men lettere kommunikation og en endnu større kulturel åbenhed har forandret dette. Forandringen hænger sammen med erkendelsen af en åndelig tørst - måske på grund af utilfredshed med og afstandtagen fra kulturelle former som kunne mætte menneskets længsler tidligere, og måske fordi et stigende antal mennesker bliver optaget af spørgsmål om personlig udvikling - som en reaktion på skuffelsen over frugterne af det videnskabelige og teknologiske fremskridt. Selvtilfredshedens tidsalder er forbi. Vi er gået ind i en tid med søgen. Vi leder efter nye svar, men vi ser også med respekt på den fjerne fortids visdom vi engang troede var gammeldags og passé.« (Vores oversættelse.)
Nu er der al mulig grund til at spørge om hvor seriøs meget af denne søgen blev. Mange af de guruer der fik stor tilslutning, kan næppe betegnes som særligt værdige repræsentanter for Østens visdom. Deres løfter - fra øjeblikkelig samadhi og kosmisk bevidsthed til okkulte evner som kunsten at flyve - var så ekstreme at de snarere bar præg af grænsepsykotisk »åndelighed«. Da konfrontationerne med virkeligheden begyndte at melde sig, skrumpede tilhængerskarerne ind til små esoteriske cirkler. Af de vestlige såkaldte meditationseksperter der red med på bølgen, var det yderst få der kom med seriøse bidrag til forståelse af fænomenet meditation. Derfor blev meditationsinteressen for de fleste et flop, en modedille man lod sig forføre af og forlod igen på jagt efter nye oplevelser.
Ser man hvad der er tilbage af denne søgen ti år efter at Naranjo skrev sit forord, og hvilke nye svar man havde arbejdet sig frem til, synes det klart at udviklingen af Acem-meditation på mange måde var et atypisk fænomen. Studenterne som var samlet i Oslo i januar 1966 for at oprette Acem, havde alle lært teknikken Transcendental Meditation, eller dyb meditation, som den blev kaldt henimod slutningen af 60’erne. Dette indebærer at Acem opstod i mødet med en erfaring: brug af lyde til
meditativ fordybelse og personlighedsbearbejdelse. Denne erfaring er holdt ved lige i Østen. Inderen Mahesh Yogi blev den mest kendte eksponent for dette i Vesten. Han påbegyndte sin virksomhed i slutningen af 1950’erne, men nåede kun at sprede sit budskab til små kredse inden ungdomsoprøret satte ham i spidsen for en indisk præget massebevægelse, som efter 1975 har været i stærkt aftagende.
Sammen med studier af Østens filosofi, sprog og kultur, samt det mylder af impulser ungdomsoprøret repræsenterede, blev denne meditationspraksis Acems udgangspunkt for det der i løbet af 1970’erne fremstod som noget egenartet og tildels nyt. Set fra eftertiden ser det ud som om denne udvikling var mulig fordi Acem ikke tog udgangspunkt i hverken ideologi, filosofi eller virkelighedsanalyse, men i en praksis, i indre adfærd som ustandselig leder til virkelighedskonfrontation - hvor modeller, teorier, begrænsninger, forestillinger brydes mod det faktiske. Mange idégrupper med rødder i ungdomsoprøret byggede deres engagement på analysen, på teorierne, valgte deres udgangspunkt og strukturerede verden ud fra dette. Acem gik den modsatte vej - med den holdning at det afgørende ikke er hvordan analysen eller teorierne fungerer, men handlingerne. På samme måde som kvindebevægelserne kom Acem til at fokusere på at det som til syvende og sidst tæller, ikke er meninger, men hvad man i virkeligheden gør. Analysen og teorierne er ikke det primære. De kommer som overbygninger på praksis.
Resultaterne af denne arbejdsform kom ganske hurtigt til at adskille Acem fra tydelige holdninger i ungdomsoprøret - fra stofkulturens passivitet, fra vækstbevægelsernes narcissisme, fra politiseringens afvisning af psykologiske og eksistentielle problemer.
Ved indgangen til 1970’erne var de begreber, modeller og ydre former Acem benyttede i sit arbejde med meditation, fortsat farvede af den ramme Mahesh Yogi lagde for teknikken - både fordi den faldt sammen med en stor del af ungdomsoprørets eget sprog, fordi vestlig kultur ikke havde tilsvarende begreber, og fordi det møjsommelige arbejde med at udvikle egen forståelse og eget begrebsapparat endnu ikke havde udvist brugbare resultater.
Men i sin indre afklaring var Acem færdig med østlig orientering før 1960’erne var omme. Erfaringerne viste at ydre rammer med indisk form og metafysisk sprogbrug var hæmmende for et seriøst arbejde med
meditation. I begyndelsen af 1970’erne vendte Acem sig for en stund mod den institution i vestlig kultur som er bærer af kontemplativ tradition: den katolske kirke. Men mod midten af 1970’erne blev meditationsteknikkens egenart stadig klarere. I 1975 trådte grundtrækkene i Acems meditationspædagogik frem. Man hentede inspiration fra flere hold, bl.a. psykoanalyse og eksistentielt orienteret psykologi.
Det som kendetegner Acems meditationspædagogik er opfattelsen af meditation som handling, som indre adfærd. Sædvanligvis tænker man på det at meditere som noget passivt og passiviserende, og denne opfattelse blev forstærket af ungdomsoprørets narcissistiske jagt på bevidsthedsudvidelse, det behagelige, gnidningsløse.
Acem-meditation bryder fundamentalt med disse forestillinger. At meditere er ikke at sætte sig i en tilstand hvor noget sker, men at gå ind for mental træning hvor aktivitet er afgørende for udbytte. Bearbejdelse kommer til udtryk i adfærd, i evne til at handle med større frihed overfor begrænsninger, det hæmmende. Meditation udvikler vågenhed, nærvær, deltagelse. Det er en aktivitet med sociale og kulturelle følger.
Enhver personlighedsbearbejdende teknik aktualiserer i forskellige faser modstand mod forandring - fx i form af uvilje, rastløshed, vanskeligheder med regelmæssighed. I Acem er den friktion meditationspraksis medfører et centralt begreb - noget der gør teknikken til et håndfast redskab i arbejdet med at bryde begrænsende reaktionsmønstre.
Udviklingen af en egen meditationspædagogik indebar at Acem kom til at stå i modsætning til den afstandtagen fra vestlig kultur som prægede ungdomsoprørets ytringer. Samtidig tydeliggjorde meditationspraksis elementer i vores kultur som vanskeliggør menneskelig vækst.
HVAD KAN VI GØRE VED DET? Acems tilgang til meditation og arbejde med begreberne har også fremkaldt modreaktioner. En reaktion der måske ikke er grund til at tage synderlig alvorligt, er skuffelsen fra dem der savner ungdomsoprørets farvestrålende og til dels grænsepsykotiske version af åndelighed, fantasipirrende former og visioner. Det er naturligvis vanskeligere at blive tændt på en nøgtern redegørelse af at forandring er møjsommelig og langsom, slet ikke storslået og på ingen måde
selvfølgelig - end at blive tændt på glødende tillid til at individets og samfundets utilstrækkelighed helt enkelt kan fjernes med tro, revolution, rus eller mentale teknikker.
Der er derimod grund til at kigge nærmere på en anden reaktion - hvor fraværet af 60’ernes ritualer og drømme ikke forårsager skuffelser, men mistænksomhed.
Den norske kirke stod efter alt at dømme fuldstændig hjælpeløs overfor ungdomsoprørets pludselige og intense interesse for bevidsthedskvaliteter, religiøse og eksistentielle spørgsmål. Uden svar med gennemslagskraft, men med adskillige advarsler.
Den norske teologiprofessor Inge Lønning har forståelse for ungdomsoprørets søgen (Kirke og Kultur 7/73), og påpeger at det »gennemrationaliserede virkelighedsbillede, hvor alle faktorer i princippet er underkastet menneskelig planlægning og kontrol, forstærker oplevelsen af samfundet som et fængsel.« Han finder også at det fælles mål der søges langs de yderst forskellige oprørsstier, netop hedder bevidsthed: »Såvel i meditationens indadvendte som i beat-musikkens særdeles udadvendte bevægelse, er det behovet for at sprænge de trange begrænsninger det sekulariserede samfund har etableret, der melder sig. Dette samfunds erkendelsesformer med tilhørende værdimålestokke giver ikke bevidstheden bevægelsesfrihed. Da må frihedens vindes som den vindes kan.«
Efter denne analyse kommer han med den teologiske pegefinger: »Evangeliet kan ikke omlægges til et tilbud om bevidsthedsudvidelse. Vores fællesmenneskelige problem bunder ikke i at jeget er begrænset, men snarere i at det ustandseligt vil udfolde sig i den grænseløshed som bibelen kalder synd. Og »løsningen« hedder ikke overskridelse af de grænser jeg’et støder på i sin omverden, men i syndernes forladelse.« Professor Inge Lønning ser på ungdomsoprørets intense søgen efter menneskeligt fællesskab udenfor menighederne som en advarsel til kirken.
Kristne som stod frem med meninger bed mærke i de påvirkninger ungdomsoprøret modtog fra »den asiatiske bølge«, og hævdede at meditation - også i Acems regi - var hinduisme. Da alle østligt prægede former og begreber forsvandt fra Acems meditationsarbejde ved midten af 70’erne, mente teologerne at organisationen blot havde fundet
vestlige begreber for den samme type livsopfattelse: et panteistisk syn på tilværelsen. Enkelte af disse hævdede at organisationen skjulte et religiøst præg for lettere at vinde indpas. Andre gik mere teologisk til værks, og mente at Acem stod for et menneskesyn der var uforeneligt med kirkens.
De kristnes argumenter mod Acem skiftede altså i løbet af 1970’erne, men konklusionen forblev stort set den samme: Acem-meditation lod sig ikke forene med »eksklusiv kristentro«. Salighedskriterierne enkelte teologer lagde til grund for analyse og standpunkter, var tildels nok så besynderlige. Eftersom grupper inden for kirken som havde en mere positiv indstilling til Acem ikke gav offentligt udtryk for deres synspunkter, fremstod kirken som en noget skeptisk og fordømmende iagttager. (Temaet er behandlet i tidsskriftet Dyade 3/80: Kirken ude af trit med moderne psykologi?)
Dette ville næppe have været af særlig interesse hvis ikke de norske biskopper var kommet med en udtalelse i efteråret 1979, da de sagde god for de kristnes kritik af Acem. Biskopperne konkluderede at man, ved at praktisere Acem-meditation, »åbner for en virkelighedsforståelse som er det kristne menneskesyn fuldstændig fremmed.«
Flere af biskopperne har senere gjort det klart at de ikke havde kendskab til de fænomener de udtalte sig om. De tilsluttede sig præmisserne og tolkningerne i den redegørelse de var blevet forelagt. I en debat i den kristne ugeavis Vår Kirke omkring årsskiftet 1980/81 trak to af de tre teologer der stod for redegørelsen da også flere af deres oprindelige synspunkter tilbage. Den del af debatten der bygger på påstande om hinduisme, panteisme og skjult religiøsitet synes derfor at være slut.
Men kirkens oprindelige holdning til Acem-meditation tydeliggør en del interessante forhold. Inge Lønning formulerer udgangspunktet når han hævder at vores fællesmenneskelige problem ikke skyldes begrænsninger vi selv kan gøre noget ved, men synd - der kun kan bødes på ved nåde, syndernes forladelse. Altså forhold vi ikke selv kan gøre noget ved. Spørgsmålet er: I hvilken grad kan vi som mennesker selv arbejde for etisk forbedring. Er dette kun muligt som resultat af tro, nåde og frelse? På dette felt virker det som om norsk teologi kun i ringe grad har nuanceret sit syn på og afklaret sit forhold til erfaringerne
fra bl.a. moderne psykologi og terapi. Man finder næppe nogen reel modsætning mellem disse erfaringer og Augustins, Luthers og Freuds syn på menneskets natur.
Ingen handling - hverken lovgivning, revolution, meditation, psykoanalyse eller terapi kan gøre mennesket etisk perfekt, løse ondskabens problem. Humanistisk psykologi med sin opfattelse af at al lidelse i princippet kan undgås, og som får sit moderne udtryk i Wayne Dyers tro på at »the sky is the limit« for menneskelig vækst, må karakteriseres som utopisk vækstpsykologi. Individets vilje til vækst, til det konstruktive, synes ikke at være den stærkeste del af menneskets natur.
Men det betyder ikke at mennesket ikke kan udvikle evnen til etisk adfærd gennem at arbejde med de begrænsninger det støder imod i sig selv og sin omverden.
Acem-meditation udgør ingen »løsning« på vores fællesmenneskelige problemer - sådan som professor Inge Lønning fremlægger problemstillingen. Metoden er derimod et væsentligt bidrag til en vækstproces hvor vores resurser i højere grad præger vores valg og liv. I eksistentiel sammenhæng er dette vigtigt nok.
MELLEM ARV OG OPRØR De studenter som oprettede Acem i 1966, fik snart følge af flere. I begyndelsen af 1970’erne var organisationen en af de største og mest aktive ved universiteterne i Norge. Fra 1972 forgrenede virksomheden sig udad til alle grupper i samfundet, og senere til udlandet.
Denne udvikling er stort set sket i al ubemærkethed. Eftersom ungdomsoprøret i Norge i årene efter 1970 var domineret af politiseringen, kan det i tilbageblik synes som om denne ubemærkethed på mange måder var en fordel.
De rådende ideologier, hele meningskulturen, havde erobret retten til at definere hvilke spørgsmål som var interessante og hvilke som ikke var det - hvad der tjente menneskeheden og hvad der ikke gjorde. På denne måde udøvede de en relativt stor grad af oplevelseskontrol. Al afprøvning blev på en måde tvunget til at foregå i forhold til ideologierne enten med eller imod.
Meditation hørte ikke med til den virkelighed ideologerne etablerede, og blev derfor betragtet i bedste fald som afsporing og flugt, i værste fald som reaktionær passivisering til fordel for det bestående. Der fandtes ikke noget grundlag for konfrontation, i og med Acem arbejdede med adfærd og handling, ikke med ideologi og meninger. I modsætning til hvad de fleste andre grupper fra 60’erne oplevede, blev Acems tid og resurser derfor ikke anvendt til at markere forholdet til den lydstærke politiserede del af 68-generationen.
Som følge heraf fik Acem en helt anden indfaldsvinkel til forskellige elementer, faser og tendenser i ungdomsoprøret. Opgør med umodenhed og idealisering i eget engagement skete ikke i forhold til det som var i fokus for flertallet i 68-generationen. Det skete i forhold til Maharishi-bevægelsen - en gruppe som opfangede meget af tidens kraftige pendulbevægelse fra teknologi over til bevidsthed som område for virkeliggørelse af udviklingsdrømmen. Denne gurubevægelse var derfor på flere måder et tidstypisk fænomen. Oprøret med denne bevægelse blev for mange en opvågnen - en afdækning af hele utopitænkningen, sådan som den fremstod i 60’erne og 70’erne: iklædt oplevelsestro, romantisering og idealisering af profetskikkelser. De reaktioner Acem mødte i sit arbejde med udogmatisk, åben livsafprøvning, tydeliggjorde også de stærke totalitære elementer man stod overfor i samtidens ideologiske engagement - hvad enten det var i politisk eller metafysisk sammenhæng. For mange i 68-generationen havde det intense engagement ophav i et kendt træk i europæisk tradition: visheden om at have fundet den endegyldige sandhed, og den inkvisitoriske ret til at slå til mod den der modarbejder denne sandhed.
Acem-meditation blev altså udviklet i opposition til mangt og meget i idéarven fra Galilei og Descartes: ukritisk tro på den problemfri og neutrale bevidsthed, det skarpe skel mellem den som sanser og den virkelighed han sanser, nedvurderingen af mere intuitive erkendelsesmåder. Men Acem kom også til at stå i tydelig opposition til meget i ungdomsoprørets reaktion mod denne idéarv: afvisningen af egen kultur, dyrkelse af irrationalitet, soplevelse og uforpligtende livsstil. Acem tog desuden opgør med et centralt element i idéarven som ungdomsoprøret ikke reagerede mod, men tværtimod forstærkede: utopismen.
Fundamentet for udviklingen og afklaringen har hele tiden været meditation. I Acem er det blevet stadig tydeligere at fordybelse i de grundlæggende processer meditation sætter i gang, er væsentlige for et menneskes livslange afprøvning af livets vilkår.