Det er tre år siden jeg begyndte - tre år siden jeg tillagde mig vanen med at sidde i lænestolen i soveværelset en halv time om morgenen og en halv time om eftermiddagen, lukke øjnene og meditere.
Det er tre år siden jeg begyndte - tre år siden jeg tillagde mig vanen med at sidde i lænestolen i soveværelset en halv time om morgenen og en halv time om eftermiddagen, lukke øjnene og meditere. Hvis jeg skal sige min mening, burde jeg have været begyndt noget før. Efter det jeg ved nu, tror jeg nok at mangt og meget her i livet så ville have gået lettere - ikke mindst den tid jeg læste til lodseksamen.
Men det er et andet kapitel. Jeg er altså lods, kystlods, som det hedder. Jeg følger skibe sydover og nordpå langs kysten, vagt i to uger, fri i en. Det er et erhverv med frihed. Man får rejst meget, og det giver et lidt uregelmæssigt liv, men det passer til mig.
Nåja, det var meditation jeg skulle fortælle om. Jeg er efterhånden blevet vant til at besvare spørgsmål - der er stadig nogen der finder ud af at jeg praktiserer Acem-meditation. De spørger hvad det er for noget, og hvad jeg får ud af at meditere.
I maj måned for tre år siden blev jeg indkaldt til Bergen, til søforklaring efter en grundstødning uden for Ålesund. Det var ikke mig der stod ved
roret, men jeg havde været ombord på skibet på dets færd langs kysten. Dette var midt under Festspillene i Bergen, og det var vanskeligt at få et hotelværelse. Følgen blev at jeg måtte dele værelse med en sagkyndig fra Søfartsdirektoratet. Da vi kom tilbage til hotellet efter den første dag i retssalen, spurgte han stilfærdigt om jeg ville lade ham få en halv times fred til meditation. Jeg husker ham endnu - det var en ung fyr med store briller.
Jeg var nok så forundret, men lod ham få fred og trissede ud for at se på livet i festspilbyen. Da vi senere sad i restauranten over middagen, indhentede jeg det forsømte. Samtalen husker jeg ikke - jeg går ud fra at jeg stillede alle de spørgsmål jeg møder i dag. Men der er noget jeg fortsat husker: en underlig følelse af at hér skulle jeg tage god pejling, for her var der nok mulighed for friskere sejlads i renere farvand.
På den tid trængte jeg til både behageligt farvand og frisk sejlads. Jeg havde arbejdet som lods i godt et år efter at have sejlet i to år som førstestyrmand i kystfart. Omstillingen havde nok taget på familien. Det var hårdt at læse - jeg tror nok at jeg var temmelig ubehagelig at have i huset i den periode lodsprøven skulle aflægges. Det var sin sag at terpe kysten fra den svenske grænse til Bergen så jeg kunne den udenad. Samtidig satte min foretagsomme kone vores fjerde barn til verden, og som om det ikke var nok - var vi ved at bygge hus. Det år står som en solid milepæl i mit liv, og det forår jeg var i Bergen, satte dette år sig endnu mere fast i kroppen. Jeg havde svært ved at falde i søvn om aftenen, snerrede når ungerne krævede deres, sank ned i sofaen foran tv-avisen og blev gerne siddende. Jeg fik ikke gjort noget særligt, hverken i huset eller i haven. Samtidig havde jeg også den følelse af at nu var jeg færdig med mit liv. Jeg var blevet det jeg kunne. Alt det andet i mig som jeg af og til kunne mærke bag ved følelsen af at være brugt op, orkede jeg ikke at høre på, og langt mindre at gøre noget ved, andet end det som hverdagen krævede.
Når jeg ser tilbage, er det derfor ikke det mindste underligt at jeg ikke lod min mediterende ven fra Søfartsdirektoratet slippe før han havde svaret på mine spørgsmål Jeg holdt ham længe vågen den aften. Han forsøgte indimellem at sige at han kun kunne tale for sig selv - hvorfor gik jeg ikke til informationsmøde? Til sidst faldt han i søvn, og da jeg vågnede morgenen efter, sad han og mediterede.
Da det blev efterår tog jeg til informationsmøde.
Jeg prøvede at få Unni, min kone, med til mødet, men hun sagde kækt at nogen måtte være vågen og holde orden på tingene hvis jeg skulle overgive mig til meditationen. Hun ville i hvert fald se hvad der kom ud af det med mig først.
Jeg husker at foredragssalen var halvfuld, og jeg ved egentlig ikke hvad jeg havde ventet, men alle folk var helt almindelige. Det er lidt betryggende når man begiver sig ud på sådan noget. De to som holdt foredraget var også helt almindelige - man ser jo gerne efter en ekstra gang på nogen som står frem og taler om afslapning og ledighed. Disse to virkede både tilforladelige og engagerede. Ikke for det, for jeg havde vel nærmest besluttet mig for at begynde uanset hvad. Jeg sad der med tro og håb på at Acem-meditation skulle løse de fleste problemer, men den forestilling overlevede ikke foredraget. Tværtimod - de kom med en ny tanke, nemlig at problemer kan være stimulerende for ens vækst - hvis blot man har overskud til at møde dem.
Lige netop dét gav mig noget at tænke på.
Bagefter var der åbent for spørgsmål, og da blev der stille. Jeg husker at jeg syntes at det var for dårligt at der skulle blive så stille, så jeg tog mod til mig og spurgte om det som bekymrede mig mest:
- Kan alle finde ud af at gøre det rigtigt?
Svaret var beroligende. Derefter kom der spredte spørgsmål i et stykke tid. Jeg husker især en gut med rødt skæg som spurgte og gravede noget så eftertrykkeligt. Han fik svar, men virkede så skeptisk at jeg tænkte: Ham der begynder aldrig.
Men han begyndte. Han sad der med sit røde skæg på første møde på grundkurset og udfyldte skema som alle os andre - oplysninger til hjælp for meditationslæreren når han skulle finde en metodelyd til hver af os. Det var lidt uvant at skrive noget om sig selv i løbet af nogle minutter, men jeg lagde ud med søvnløshed, rastløshed og de interesser jeg ikke havde overskud til at gøre noget ved.
Så skulle der aftales tid til indlæring af teknikken, noget der skulle ske weekenden efter. Jeg sørgede for at sikre mig et sent tidspunkt, så jeg også kunne nå at få familiens søndagstur med den dag.
Jeg husker stadig den stemning jeg var i da jeg forlod kursuslokalerne efter at have lært teknikken. Det var en sensommeraften. Vi havde været på blåbærtur om formiddagen, mens vejret var godt, og jeg havde ikke tænkt på hverken regntøj eller paraply da jeg tog hjemmefra om aftenen. Men da jeg skulle hjem igen var det blevet rigtig surt vejr med øsregn. Inden jeg nåede bussen var jeg blevet helt gennemblødt. Alligevel virkede det både ret og rimeligt at der skulle være vejromslag lige netop da. Jeg gik med følelsen af at noget i mit liv var forandret. Sikke noget sludder, sagde jeg til vejret og mig selv, teknikken er såre enkel og du er den samme - men, men.
I dag er jeg mere tilbøjelig til at hævde at den følelse havde noget på sig, for meditationen har uden tvivl tilført mit liv noget nyt. Lad os tage det som skete derefter, så kan den som har lyst bedre finde ud af hvad det er man går ind til.
Stilheden var det første jeg bemærkede da jeg kom for at lære teknikken. En afdæmpet atmosfære med mennesker som fører lavmælt samtale. Én sidder tydeligvis et sted og prøver sin første meditation.
Desuden er der folk som mig, spændte på det der skal ske, forventningsfulde. Nogle har allerede været deres runde igennem og er ved at sige farvel.
Jeg satte mig i et sofahjørne og kiggede på mine blåbærfingre og spekulerede på om nogen syntes at de så uvaskede ud. Længere kom jeg ikke. Mine tanker om blåbærfingre blev afbrudt af kursuslæreren som var dukket op ved siden af mig. Det jeg husker bedst fra vores første møde, er faktisk den måde hun holdt blyanten på når hun skrev - mellem ringfingeren og lillefingeren. Men lad mig sige med det samme at hun senere gjorde indtryk på andre måder.
Vi snakkede sammen i et stykke tid - om meditation, om os selv, om det der skulle foregå inde hos meditationslæreren. Det som slog mig, var at hun havde været i gang hele lørdag og næsten hele søndag. Alligevel virkede hun oplagt og åbent interesseret i mig og min situation. Det kan man jo godt lide. Jeg syntes i hvert fald at det var et hyggeligt møde.
Så var turen kommet til meditationslæreren og mig. Lige netop dette spekulerer man - naturligt nok - mest på. Lad mig derfor fortælle helt nøje hvad der skete inde i det lille værelse:
Jeg satte mig godt til rette i stolen som stod og ventede på mig. Dæmpet lys fra en bordlampe, to stole og en sofa, på væggen et maleri - jeg husker at det forestillede en skonnert på oprørt hav. Andet var der ikke i rummet.
Meditationslæreren lænede sig lidt hen over sit armlæn. Vi talte sammen mens han hurtigt læste skemaet jeg havde fyldt ud igennem. Så gik han direkte til sagen:
- Sæt dig godt til rette, men anstreng dig ikke for at slappe af. Sid stille med lukkede øjne og fald til ro.
En masse tanker fløj gennem mit hoved mens jeg sad der - det var en lidt underlig situation.
Så bad han mig åbne øjnene og gav mig min metodelyd. Den var egentlig ikke sådan som jeg havde forestillet mig. Ingen syngende tone. Men jeg gentog den højt - den eneste gang man siger den højt, har jeg siden lært. Jeg udtalte den stammende og stift - var en smule optaget af at gøre det ordentligt, at sige lyden rigtigt. Efterhånden blev det mere afslappet, jeg gled ligesom med, omgivelserne, meditationslæreren, lydene fra gaden, lyset - alt var der, men samtidig sank jeg ned i en afslappet ro, og en tung, god følelse spredte sig i arme og ben.
Et par gange undervejs bad læreren mig åbne øjnene mens han instruerede mig videre i teknikken.
I grunden var det både trygt og godt at sidde på den måde, og når jeg tænker på det her bagefter, ved jeg faktisk ikke hvor længe jeg sad der. Men det må have været en 10-15 minutter. Det kunne have været både meget længere og meget kortere - det hele gik ligesom lidt på tværs af tiden.
Da det var overstået, blev jeg ført ind i et andet rum hvor jeg skulle meditere på egen hånd for første gang. Helt alene var jeg nu ikke - i tusmørket kunne jeg skimte to andre nybagte meditører.
Javel, så lukkede jeg øjnene og prøvede igen. Bilerne kørte forbi, popmusikken dunkede fra etagen ovenover, jeg hørte åndedrættet fra dem jeg sad sammen med. Men efterhånden blev lydene uvæsentlige, den gode ro faldt ind over mig igen, tanker strejfede forbi. Hele tiden
var jeg bevidst og klar over hvad der skete. Nogle gange rykkede det lidt i hænderne og skuldrene - alligevel var sindet og kroppen stille på en underlig måde. For en tid var det som en døsig, god ro.
Det gav en ryk i mig, og jeg blev på en måde vækket da kursuslæreren bankede på døren og hentede os ud.
Vi talte lidt sammen, min nye meditationsveninde og jeg - jeg ville jo gerne vide om jeg havde gjort det rigtigt. Det bekræftede hun. En del opklaringer og afklaringer blev det til, og jeg fik et hæfte med gode råd med mig hjem.
Min debut var forbi. Mere spændende var det ikke.
Alligevel var der omslag i vejret.
Unni lo bravt da jeg kom pjaskvåd hjem:
- Du bliver vist lige våd hvad du end foretager dig, hvad enten du går fra borde eller lærer at meditere.
Men hun var nu temmelig nysgerrig, dengang, og jeg fortalte hende det hele under rengøringen af blåbærrene. Men metodelyden, den var ligesom min, den holdt jeg for mig selv. Det tror jeg var lidt mærkeligt for os begge.
Den første tid?
Jeg husker ikke så meget andet end at meditation var en ny og spændende oplevelse - noget jeg trofast havde med mig hver dag. Men noget særlig dramatisk eller epokegørende skete nu ikke. Først og fremmest mediterede jeg mig til en ro jeg kunne mærke gennem dagen og aftenen. Efter en periode faldt jeg faktisk hurtigt i søvn om aftenen og sov godt. Det var første gang jeg hørte Unni mumle at ja, ja... måske.
Men nogle gange kunne jeg også mærke en slags rastløs spænding når jeg mediterede. Et eller andet som føltes en smule ubehageligt dukkede frem, og det stemte ikke helt overens med mine forventninger om at blive afslappet og veltilpas. Det sagde jeg ikke noget til hende om.
Jeg fortalte det derimod til vores kursuslærer, min blyantsveninde, da vi havde vores gruppemøde nogle dage senere. Da var det jeg fandt ud af at hun havde betryggende godt greb om meditationsteknikken, og vidste hvad vi var i gang med.
Men lad mig også tage dette møde fra begyndelsen.
Vi var vel en halv snes stykker, tror jeg, måske nogle flere, og vi begyndte med at meditere sammen. Det var lidt underligt at sidde der så mange, så stille, så længe, men godt var det!
Derefter tog vi en præsentationsrunde, og vi fik at vide at vores kursuslærer selv var folkeskolelærer. Præsentationen gjorde sin virkning: Den lidt forlegne stemning som ofte opstår når folk der ikke kender hinanden er sammen, forsvandt brat, og spørgsmål og kommentarer begyndte at strømme fra os. Jeg vil gerne understrege betydningen af disse møder, for særlig den første tid gjorde det godt at have nogen at dele helt nye og uvante erfaringer med.
Kursuslæreren svarede på vores spørgsmål. I den første tid var mange optaget af oplevelserne i meditationen - er det rigtigt at det og det sker? Imidlertid er rigtig meditation ikke kendetegnet ved bestemte oplevelser, men ved korrekt udført teknik. Oplevelserne i meditationen er hverken rigtige eller forkerte. Det det kommer an på, er at de får lov til at ske og passere i ledighed.
Derfor er det også vigtigt at man ikke sidder med en forventning om at noget skal ske - eller at meditationen skal foregå på en bestemt måde. Rigtig meditation er at man er åben for at lade det som sker ske - altså det stik modsatte af koncentration, styring og anstrengelse.
Jeg husker at det var en hjælp at høre det dengang. Samtidig var møderne en inspiration til at gøre meditation til en naturlig del af dagens rutine.
Her er en erfaring jeg har lyst til at dele - så sparer jeg måske nogen for at dumme sig på samme måde som jeg gjorde.
Jeg sejlede ind i en slags begejstringens rus, den første tid, det kan jeg ikke benægte. Jeg så mig om, og hvis man gør det, hvad ser man så andet end folk der slider med sit eget, er stressede og synes at de ikke
får gjort det de skal? Med andre ord: Hvad ser man andet end folk der har brug for at meditere? Som følge heraf, fortalte jeg vidt og bredt om meditation - på lodsstationen, til venner, i selskaber. Jeg forsøgte til og med at få kaptajnen på en dansk 100.000-tonner til at meditere fordi han klagede over søvnløshed. Uden interesse var vel ingen, men det var nok lidt svært for dem at blive tændt af min glød. Det var først da jeg begyndte at fornemme en lidt overbærende holdning hos nogen - ja, ja, det går nok over - at jeg forstod vinket og ikke sagde et ord om det jeg var i gang med. Men ak, heller ikke dét faldt helt heldigt ud.
Omsider lærte jeg det - at tale om meditation når det falder naturligt, svare på spørgsmål når de bliver stillet, og ellers forholde mig til det hele som til det at børste tænder.
Så begyndte meditationshverdagen - i den forstand at meditationen blev mere stabil, men også mere kedelig. Jeg mediterede trofast og regelmæssigt fordi jeg mærkede at det gjorde mig godt. Om eftermiddagen var det ikke noget problem. Unni tog sig af ungerne mens jeg fik mig min halve time - det var utroligt så hurtigt børnene lærte at tage hensyn: Shh, vær stille, far mediterer! Når jeg var færdig og syntes at jeg kunne mærke at livsgnisten var på plads igen, aflastede jeg Unni.
Om morgenen var det værre. Eftersom jeg som regel faldt sent i søvn, var jeg ofte tilsvarende træt og umedgørlig om morgenen. Men Unni er heldigvis morgenfrisk, og fik mig op når jeg skulle - efterhånden syntes hun vel nok at meditationen gjorde mig mere omgængelig, og sørgede derfor for at jeg fik mine halve timer. Og faktisk, efterhånden sov jeg godt og var ikke længere stendød når jeg skulle op.
Problemet var vagterne og turene. Jeg skal naturligvis være hjemme i nærheden af telefonen når jeg har vagt, men både holder sig ikke til normal arbejdstid: De kommer og går, og tænker i hvert fald ikke på at lodsen bør have tid til at meditere først. Derfor skete det indimellem at jeg ikke fik min halve time. Det er der ikke så meget at gøre ved. Det er lidt utilfredsstillende, men jeg er efterhånden blevet god til at benytte lejlighederne når de byder sig.
Lad os ikke forlade grundkurset helt endnu. I startfasen var det ubetinget godt at mødes med de andre mediterende, diskutere erfaringer og
komme til forståelse af hvordan teknikken skal udføres. Det er uden tvivl rigtigt at det tager både måneder og år før teknikken har fået fæste og man har fået grundlæggende indsigt i hvordan den fungerer. Når jeg ser tilbage, tror jeg nok at noget at det mest værdifulde omkring møderne blev dette: At forstå meditation er at forstå væsentlige sider af den menneskelige natur.
Vores kursuslærer fremlagde en hel del stof på møderne. Noget af det var lidt uvant, men godt - psykologiske forklaringer og mere eksistentielle tankebaner er ikke hverdagskost for en kystlods. Stoffet gav mig ligesom et nyt perspektiv, og jeg mærkede ofte at det dukkede op igen i de efterfølgende dage - det hjalp mig til at sætte navn på de erfaringer jeg gjorde mig.
Endnu en ny oplevelse: langmeditation, sidde og meditere i halvanden time. Det virker jo umiddelbart nok så svært, men vores kursuslærer opfordrede os til at deltage, og jeg mødte op.
Stort rum og mange mennesker, alle indrettede sig behageligt, og så begyndte vi. Lad mig sige med det samme: Tiden gik forbavsende hurtigt. Jeg mærkede at jeg slappede af, en overgang blev jeg hård og stiv i kroppen, det gjorde lidt ondt i skuldrene og nakken, men så løste det sig op igen, og bagefter følte jeg mig usædvanlig let og afslappet.
En anden god ting: Småfejl i meditationsudførelsen opdages meget bedre når man sidder tilpas længe - man kan justere undervejs, og fornemmer bedre hvad der skal til. Og bagefter er der altid en vejleder tilstede.
Efter en måneds tid var kurset slut. Nogle fra gruppen gik videre på fortsættelseskursus, dels for at få en bedre forståelse, men jeg havde også indtryk af at de lige så meget gjorde det for at kunne blive ved med at mødes regelmæssigt - med den støtte og inspiration det indebar.
Jeg valgte at klare mig fremover for egen motorkraft, ikke mindst fordi Unni, heldigvis, gerne ville begynde på næste kursus, og der måtte jo også være grænser for hvor meget hun skulle stå for at passe børnene. Desuden havde jeg selv været nødsaget til at tage en del ekstravagter. Det går, men der bør ikke være for meget af den slags. Så jeg nøjedes altså med at blive medlem af Acem for at få tilsendt medlemsblad og oplysninger om langmeditationer, weekendkurser og
forskellige arrangementer. Jeg havde en følelse af at jeg i det mindste burde holde mig underrettet om hvad der foregik til enhver tid.
Efter et halvt års tid skete der noget som jeg har lyst til at dele, ikke mindst fordi jeg senere har forstået at det jeg nu skal fortælle er en meget almindelig erfaring at gøre sig.
Uden egentlig at ville det, blev jeg lidt træt af meditation. Vel var det godt, men der skete ikke så meget - jeg sov ellers udmærket, var relativt afslappet, men selve det at meditere var blevet mere ligegyldigt, lidt kedeligt, og sagt ligeud begyndte jeg at pjække. Faktisk var jeg lidt misundelig på Unnis begynderentusiasme, og havde det ikke været for den, var jeg måske holdt helt op. I hvert fald blev jeg mere skeptisk og begyndte at udvikle forbehold mod hele foretagendet. Perioderne med pauser blev stadig længere.
Men jeg er nu engang indrettet sådan at når jeg er begyndt på noget, så fuldfører jeg det også. Da påskeferien var overstået, og jeg helt var holdt op med at meditere, tog jeg mig sammen og ringede til min kursuslærer i skolen og aftalte tid for vejledning. For at være helt ærlig: Den vejledning husker jeg bare som én stor skuffelse. I en halv time udspurgte hun mig om min meditation fra start til slut, og jeg blev nok også lidt irriteret - burde hun ikke give mig en forklaring i stedet for at blive ved med at spørge og grave i ting som jeg ikke kunne svare så nøje på? Jeg sagde det ikke, men da jeg gik følte jeg at det havde været spild af tid.
Mange af hendes spørgsmål blev alligevel ved med at arbejde inde i hovedet på mig. Hvad var svaret egentlig? Jeg prøvede at finde ud af det selv, og næste morgen gik meditationen noget så godt - jeg var kommet frem til at jeg på flere områder ikke havde været helt klar over hvordan jeg skulle udføre teknikken. Noget var dæmret. Det hjalp en tid.
Så blev det tungt og trægt igen. Det var som om det vendte sig i mig bare ved tanken om at skulle sætte sig ned og meditere - tænk, sidde der og drive den af når så meget andet var ugjort! Alt som havde med meditation at gøre var bare dumt.
Jeg holdt op.
Meditation havde løst mine ubehagelige problemer, og jeg følte mig stort set godt tilpas. Jobbet som lods krævede sin mand - vi kom ind i den periode hvor vi for alvor kunne mærke en forøgelse af trafikken på grund af olieaktiviteten i Nordsøen. Det var ikke usædvanligt at jeg måtte følge skibe nordpå langs kysten, og da gik der som regel en uge før jeg var hjemme igen.
Samtidig var turen kommet til Unni. Hun ville have fred og fri til at tage HF - det var vi blevet enige om før jeg begyndte i lodslære. Hm, for at sige det som det var - det var en hård omgang igen: et slid på jobbet, meget at gøre hjemme, to af børnene var konstant plaget af ørepine. Vi var i gang igen. Jeg fik svært ved at falde i søvn om aftenen, var stresset og utilpas, verden blev ligesom mere trang.
Det som fik boblen til at briste, var faktisk en stålkonstruktion til et af oliefelterne. Under slæbet var den havnet inde i en af Norges fjorde på grund af uvejr, og senere måtte den på værft for at blive repareret. Skipperen om bord var amerikaner. Han nægtede at bruge mere end de to slæbebåde han havde foran. Jeg prøvede at få ham til at begribe at der er forskel på åbent hav og skærgård, men han kunne ikke fatte at vi havde brug for endnu en slæbebåd bagi for at bremse kolossen når den var sat i bevægelse. Han ville spare hvor han kunne. Nok om det, jeg bliver fortsat oprørt når jeg tænker på det - historien endte selvfølgelig med at tingesten ramponerede en bro noget så eftertrykkeligt. Søforklaring, afhøring, beværligheder, slid og mas var hvad der fulgte med.
- Måske, sagde Unni, min foretagsomme, måske skulle du tage at meditere lidt?
Ja, måske. Jeg satte mig ned og genoplevede slæb og afhøring, ord og følelser. Det var trælst og opslidende at sidde der, jeg sad faktisk og svedte - men pludselig var det som om jeg brød igennem uvejret, og alt blev stille i mig. Hvis jeg kunne, ville jeg prøve at beskrive hvor ufattelig dejlig den følelse var lige netop da. Og hvor velsignet det sidenhen var at kunne sætte sig ned og genfinde den afslappede ro. Gradvist blev jeg som ny igen.
Vi havde ikke haft det godt, hverken Unni eller jeg, så vi blev hurtigt enige om at vi burde unde os selv et weekendkursus med meditation og ro for at komme ordentligt i gang igen. Svigermor blev hyret til at passe børnene.
Kurset fandt sted i smukke omgivelser. Vi var vel en snes mediterende og et par vejledere. Det blev en god weekend med lange meditationer, tilstrækkeligt med søvn og inspirerende samtaler. Vi fik også individuel vejledning, og denne gang tror jeg nok at jeg forstod hensigten med vejlederens mange spørgsmål en hel del bedre. Jeg var også selv mere reflekterende, kunne give bedre svar, og syntes selv at jeg forstod langt mere af meditationsprocessen. Faktisk havde jeg ikke så få aha-oplevelser.
Da vi var hjemme igen følte jeg det som om jeg i længere tid havde ligget i dok til grundigt eftersyn. Jeg følte mig lettet og fuld af gåpåmod. Jeg gjorde også en anden erfaring, og den fortjener nærmere omtale:
Det er langt mere at lære om meditation end det korte grundkursus giver mulighed for. Egentlig bør man vel også gøre sig flere erfaringer med meditation før man er modtagelig for videre fordybelse. Selv om Acem-meditation er en ikke-intellektuel teknik, vil en vis forståelse være gavnlig i de mere vanskelige faser, og hjælpe til med at rette de afvigelser man kan være tilbøjelig til at forfalde til.
Så kom næste skridt, som i bund og grund var en nok så stor ahaoplevelse - forståelsen af sammenhængen mellem måden meditationen udarter sig på, og så de ting vi går og slås med i det daglige. Jeg begyndte at forstå at det at løse op for knuder i meditationsudførelsen er begyndelsen til ændringer i forhold til resten af ens liv.
Det som bragte mig den forståelse, var det første af de videregående kurser. Jeg syntes at livet selv havde fortalt mig at det nytter at meditere, at meditation giver positive forandringer. Jeg tøvede heller ikke med at melde mig til sådan en gruppe for at få flere pejlemærker at rette ind efter i meditationsprocessen.
I gruppen havde vi et nok så illustrativt eksempel. Det var en stille og lidt genert husmor som kunne fortælle at familien syntes at hun var blevet håbløs at have med at gøre efter at hun var begyndt med meditation. De mente at hun skulle holde op med det, og hun, den stakkel, overvejede om hun skulle gøre det for fredens skyld. Men vi støttede hende i at fortsætte, for vores oplevelse af det hele var en smule anderledes. Vi syntes at meditationen havde gjort hende friere, mere naturligt selvhævdende, mindre genert. Det viser sig om og om
igen at når en person er i forandring og afprøver en ny måde at være på, bliver hun eller han gerne stiv og klodset, overdriver måske også en smule i begyndelsen. Og omgivelserne? De presser på for at få alt tilbage i det gamle, kendte spor. Det kunne være grunden til at familien syntes at hun var blevet »besværlig«, og reagerede negativt på hendes begyndende, positive forandring. Det tager altid tid at finde frem til et nyt naturligt udtryk - det har jeg også erfaret.
Nåja, denne historie endte i hvert fald godt. Jeg traf hende igen ved en senere lejlighed, og da kunne hun fortælle at hun fortsat mediterede, og at familien nu påskønnede de forandringer der var sket med hende.
Og hvad så?
Det var fortsættelseskurserne som havde udpeget retningen. Efter dette har jeg fået en tilpas stor forståelse for dynamikken i meditationsprocessen at modstandsfaserne, som nødvendigvis må komme, ikke får blæst mig ud af kurs.
Men det som er mest spændende, er at noget i mig efterhånden har fået mere kraft og vilje til at leve. Jeg følte at jeg måtte begynde at bruge mig selv til mere og andet end at lodse skibe gennem snævert farvand og børn gennem deres opvækst. Følgelig tog jeg mig sammen. For et stykke tid siden fandt jeg min gamle lidenskab, tværfløjten, frem igen. Der skulle lidt mod til at hoppe ind i det, men nu spiller jeg fast i handelstandsorkestret, og det trives jeg vældig godt med. Desuden - nej, vi lader det blive ved det. Bevares, vi har vores problemer, både Unni og jeg, men med det overskud og perspektiv meditationen giver, bliver det meningsfyldt at arbejde med problemerne. De sætter sig i hvert fald ikke fast i kroppen og i søvnen længere.
Sådan som det ser ud for os nu, ved vi at meditation er noget vi vil have med os i livet.
Hvad får jeg ellers ud af at meditere?
Lad mig sige det på denne måde: At meditere opleves som vældig meningsfyldt, det giver bedre kontakt med hvad jeg egentlig vil, hjælper mig til at finde tilbage til mig selv når en krævende situation bringer mig ud af fatning.
Desuden er jeg uden tvivl blevet mere uafhængig og mere selvstændig; tilfældige ydre påvirkninger, forventninger og præstationskrav træder mere i baggrunden. De virker ikke så belastende.
Og ikke mindst: Jeg har en stadig større ro i mig. Det giver frihed, opmærksomhed og en begyndende erkendelse af mening med det at være til.