Hensigten med dette kapitel er at gennemgå de centrale principper i Acem-meditation som metode.
Hensigten med dette kapitel er at gennemgå de centrale principper i Acem-meditation som metode. Man kan ikke lære denne meditationsform ved at studere de følgende sider - eller nogen tekst overhovedet. Acem-meditation tilegnes ved en personlig læringsproces gennem instruktion, praksis, vejledning og drøftelser på grundkursus (se første tillæg).
Meditationsteknikker er temmelig forskellige med hensyn til hvordan de udføres og virker. Generelt synes det at gælde at udbyttet afhænger af egenskaber ved teknikken og af den mediterendes motivation for regelmæssighed. Erfaring fra Acem viser desuden at rammen for og formen på meditationsundervisningen er udslagsgivende for i hvor høj grad den mediterende er i stand til at drage nytte af metodens muligheder. Forskelle og ligheder mellem forskellige meditationsmetoder og læringssystemer drøftes ikke nærmere her, men i det følgende skal vi se nærmere på hvordan Acem-meditation fungerer.
Acem-meditation finder sted i brydningen mellem sindets egenaktivitet og spontanaktivitet. I al sin enkelhed går metoden ud på til stadighed
at finde en »ledig«, dvs. uanstrengt metodelydsgentagelse som øger de spontane muligheder for spændingsbearbejdelse og frigørelse af resurser. På længere sigt, og udelukkende ved regelmæssig meditation, begynder aktualisering af grundlæggende personlighedstræk. Rester, begrænsninger og spændinger som ellers næppe kan gøres til genstand for ændringer, bearbejdes. Dette sker sjældent uden en vis modstand. Mange holder op med at meditere når dette begynder. Derfor er det vigtigt at indarbejde en indstilling til meditationsprocessen som hjælper den mediterende til at udnytte metodens muligheder.
SÅDAN MEDITERER MAN Acem-meditation udføres siddende - enten på en stol, i sofaen eller i en seng - med god støtte i lænden. Siddestillingen skal være bekvem og ikke kræve opmærksomhed. Man bør sætte sig et sted hvor man er relativt uforstyrret af lyde o.lign. Acem-meditation udføres to gange dagligt, sædvanligvis en halv time hver gang. Man mediterer som regel om morgenen og sidst på eftermiddagen.
Når man mediterer, nedsættes kroppens aktivitetsniveau en smule. Efter man har spist, går det derimod op, og blodtilførslen til fordøjelsesorganerne øges. For ikke at lade disse modsatrettede fysiologiske processer kollidere, bør man undgå at meditere de første par timer efter et hovedmåltid.
Meditationen indledes med at lukke øjnene. Den mediterende gentager i tankerne en metodelyd. Dette gøres let og uanstrengt - helt uden koncentration. Samtidig vil tanker, indtryk, billeder, kropsfornemmelser, følelser osv. komme og gå spontant. De udøver skiftende indflydelse på metodelydsgentagelsen. Indimellem vil tanker tage over. Når dette sker, begynder den mediterende igen at gentage metodelyden. Man fortsætter på denne måde indtil meditationstiden er ovre.
Sådan som Acem ser det, sker udvikling og forandring gennem meditation ikke i kraft af bestemte bevidsthedstilstande eller ved indflydelse af »højere magter«. Det der er afgørende for fremskridt, er hvad den mediterende selv gør undervejs i meditationen: Meditationsudførelsen eller egenaktiviteten opretholder eller udvider grænserne. Hvad man oplever, er af underordnet betydning. Ændring i meditationsudførelse medfører gerne forandring i hvordan en person mestrer tilværelsens forskellige udfordringer.
Selv om det på enkelte punkter kan være fristende at sammenligne udførelsen med en adfærdsorienteret tilnærmelse, er Acem-meditation alligevel ikke en form for adfærdsterapi. Forandringer fremkommer gennem egenaktivitet eller indre adfærd, ikke som følge af betinget adfærd - belønning og straf.
Ny adfærd læres gennem regler og afprøvning. Dette gælder også for Acem-meditation. Grundkurset og den senere undervisning klarlægger regler og udførelsesprincipper. Regelmæssig meditationsudøvelse giver erfaring og mulighed for at eksperimentere. Vejledning, diskussioner og studier af meditationstekniske artikler bidrager til dygtiggørelse af udførelsen i forhold til den enkelte meditations skiftende betingelser.
Adfærd finder altid sted i en sammenhæng, og øver indflydelse inden for denne. Meditationsudførelsen sker i forhold til sindets skiftende spontantaktivitet: tanker, billeder, følelser, fornemmelser og stemninger som altid er til stede i sindet på forskellig vis - under meditation og ellers. I sin yderste konsekvens afspejler spontantaktiviteten dels resurser og dels ubearbejdede rester fra et menneskes nuværende og tidligere livssituation, dets psykosociale og samfundspolitiske forhold. Acem-meditation er en måde hvorpå mennesker kan ændre sine psykologiske forudsætninger for tilværelsen gennem arbejdet med egenaktiviteten. Det kan også sætte personen bedre i stand til at arbejde for forandringer i forhold der er af materiel, uddannelsesmæssig og sociokulturel karakter. Acem-meditation er en indre handling som giver afspænding, men hvis væsentligste effekter også kan spores i menneskets udadrettede tilværelse.
I resten af dette kapitel skal vi gå nærmere ind på følgende centrale emner for forståelsen af Acem-meditation:
1. Metodelyd 2. Gentagelse 3. Mental ledighed 4. Indstilling til processen
Metodelyden er en sammensætning af meningsløse, men ikke virkningløse, lyde. Den er et nødvendigt redskab for at kunne starte og opretholde processer som kendetegner Acem-meditation. I Acem
har metodelydene hverken sproglig eller symbolsk betydning. De fremkommer ved kombination af visse vokaler eller diftonger sammen med enkelte konsonanter, således at helheden danner et af flere passende rytmemønstre. Når metodelyden gentages med ledighed i tankerne under meditation, udløses en reflektorisk afspændingsmekanisme i centralnervesystemet. En amerikansk fysiolog har kaldt dette »relaxation response«.
Sådan som metodelydene benyttes i Acem-meditation, har de to centrale funktioner: en harmoniserende og en provokerende. Metodelyden er harmoniserende fordi den bidrager til afspænding, sindsro og frigørelse af nye resurser. Den er provokerende fordi den aktualiserer spændinger og begrænsninger. Ind imellem får den også modstand, uro og tendenser til forstærkede forsvarsmekanismer frem. Når det sker vil den mediterende ofte have uerkendte tilbøjeligheder til at undgå korrekt anvendelse af metodelyden. Enten ved at ændre meditationsvaner eller meditationsudførelse, eller begge dele.
Man kan ikke konstruere en metodelyd på egen hånd. Det drejer sig langtfra om at finde en klangfuld lydsammensætning som er behagelig. Æstetiske kvaliteter er ingen vejviser til at komme på sporet af en egnet lyd.
Metodelyd får man på et grundkursus. Med mindre der anvendes en fælles metodelyd til alle i gruppen - noget som praktiseres visse steder - gives metodelyden individuelt af en uddannet meditationslærer. Udvælgelsen sker i beskeden grad som følge af personlighedsvurderinger, men mere på grundlag af livsfase (alder), køn og kognitiv stil. Af dialektiske årsager er de nærmere kriterier for udvælgelse af metodelyd ikke almindeligt kendt. Meditationslæreren finder hurtigt frem til en passende lydsammensætning til den som skal lære at meditere. Der er selvsagt ikke én metodelyd for hvert menneske. Metodelydene gives efter et system der nødvendiggør gentagelse efter visse principper.
Hvis en person ved en misforståelse ændrer på metodelyden, vil dette før eller senere give sig udslag på virkningerne afregelmæssig meditation. Korrekt lyd er derfor af afgørende betydning. Når en person har mediteret 2-3 år, kan metodelyden evt. forstærkes. Det sker ved at vedkommende efter en kort samtale få tildelt forstærket metodelyd. Yderligere forstærkninger kan endvidere gives senere med 2-3 års mellemrum.
Afspændingseffekten er omtrent den samme med forstærket metodelyd. Derimod intensiveres aktualisering af ubearbejdede sider i personligheden og frigørelse af nye resurser. Det ville vanskeliggøre meditationsudførelsen hvis forstærket metodelyd blev givet allerede på begynderstadiet. Når den gives til rette tid, oplever de fleste at dette beriger meditationen væsentligt.
Metodelyden skal udelukkende benyttes til meditation. Man skal holde den for sig selv, ikke sige den højt, skrive den ned eller lignende. Andet svækker lydkombinationens virkninger. Det er væsentligt at metodelyden forbliver non-associativ - dvs. den skal ikke tillægges betydning, knyttes til forskellige sagsforhold, følelser og relationer. Det er med andre ord en funktionel hemmelighed når mediterende ikke udveksler metodelyde eller siger dem til hinanden. Selv for mediterende som bruger samme metodelyd, og er bekendt med det, gælder det samme.
For udenforstående, som ikke kender metodens dynamik, og ikke ved hvor følsom den er, kan en sådan indstilling forekomme noget fremmed. Lang erfaring understreger imidlertid nødvendigheden af at man omfatter metodelyden med en holdning som noget privat og diskret, da den i modsat fald mister sin non-associative kvalitet.
Metodelyden skal under meditationen gentages i tankerne med en passende frekvens. Som udgangspunkt skal struben ikke benyttes, og gentagelsen skal hverken følge åndedrættet eller hjerteslagene. Fra tid til anden kan metodelyden spontant gå sammen med åndedræt eller hjerterytme, men vi skal ikke tilstræbe det.
Mental gentagelse af enhver stimulus - hvad enten den er auditiv, visuel eller kinæstetisk - vil give en vis afspænding. Monoton stimulering fremkalder gerne hvad man i fysiologien betegner som habituering; under meditation fungerer dette som delvis afskærmning mod ydre indtryk, og giver tilsvarende øget opmærksomhed på indre processer. Dette er en af forudsætningerne for spændingsbearbejdelse i metoden.
Selve gentagelsen udgør en relativ enkel og mekanisk komponent i meditationsudførelsen. Den volder sjældent særlige problemer. Vanskeligheder kan derimod melde sig bl.a. i forhold til hvordan metodelyden gentages. Dette drøftes nærmere i næste afsnit.
Ser vi på ordklasserne i daglig tale, finder vi at adfærd gerne beskrives med et udsagnsord, og angiver bevægelse eller proces: fx at gå, at tænke, at lugte, at slå, at gentage. Enkelte ord karakteriserer adfærden yderligere: fx at gå hurtigt, at tænke langsomt, at lugte ivrigt, at slå venligt, at gentage tålmodigt. Sådanne tillægsord kaldes biord.
Biord karakteriserer altså udsagnsordet. Når biordet ikke angiver en tidsrelation, et rumforhold eller en sansekvalitet, beskriver det oftest hvad man med et psykologisk udtryk kalder en »holdning«. Den formidler hvordan adfærden finder sted, og antyder noget om personens følelsesmæssige tilstand i handlingen.
Meditationsadfærd er at gentage en metodelyd i tankerne. Holdningskomponenten er helt afgørende for hvorvidt bearbejdelse finder sted eller ej. Hvordan skal metodelyden så gentages? Svaret er at den skal gentages let og ledigt, uden koncentration, pres eller anstrengelse. Den skal ikke gentages uengageret, det kalder vi udflydenhed. Den skal gentages med det som i meditations-jargon kaldes »flåmh«, en forkortelse for fri, ledig, åben mental holdning. For læseren virker understregningen af ledighed i gentagelsen måske som en banal pointe; det synes let at udføre, og det kan samtidig virke uforståeligt at det kan have vidtrækkende følger for personlighedsbearbejdelse. Kan man ikke lige så godt opnå samme resultater med ledig holdning i sindet uden brug af metodelyd?
Selv om gentagelsen af metodelyden er en enkel og mekanisk komponent, så er en ledig mental holdning netop ikke dét. Ved hjælp af metodelyd opnås en spontan muskulær, vegetativ og mental afspænding som er noget større end hvad man kan klare ved en viljesbeslutning om at slappe af. Under meditationen løsnes gradvist små, passende doser af bundne spændinger i krop og personlighed. Spændinger overgår fra passiv til aktiv tilstand. De aktualiseres; deres indflydelse på aktiviteterne i sindet bliver mærkbar - også på metodelydsgentagelsen. Aktualiserede spændinger påvirker gentagelsen således at den går fra at være præget af ledighed til snarere at være præaget af koncentration eller udflydenhed. Korrekt meditation sætter altså processer i gang som før eller senere fører til spændingsdominerede udførelsesfejl. Til at begynde med er den mediterende næppe klar over hvad der sker, men registrerer blot at meditationen er mindre tilfredsstillende eller går trægere.
Efterhånden som den mediterende bliver klar over at koncentration eller udflydenhed præger udførelsen på måder som før var ukendte, har vedkommende også nået tilstrækkelig klarhed og frihed til et afgørende valg. De spændinger, der aktualiseres er opstået som følge af formende erfaringer og oplevelser fra vores livshistorie. Ved aktualiseringen bringes disse formende dele således direkte frem i meditationsprocessen. Derfor er en ændring der fører til større ledighed ikke en isoleret meditationshandling, men det er en mulighed for gennemgribende udvikling mod større ledighed i dele af ens personlighedsstruktur. Meditationen giver derfor muligheden for at udvide nogle af sine grænser, til at overskride handlingstilbøjeligheder der ellers bestemmes af spændinger.
I meditationen møder vi altså begrænsninger i personligheden som afvigelser fra ledighed - som tendenser til koncentration eller udflydenhed. I kroppen svarer koncentration til en tendens til sammentrækning eller muskelspænding. Udflydenhed møder vi som overslaphed. Hvis metodelydsgentagelsen præges af koncentration eller udflydenhed, vil udførelsen opretholde de spændinger som aktualiseres. Arbejdet i meditationen er derfor til stadighed at finde den ledige, ikke-koncentrerede, ikke-udflydende mentale holdning som giver plads til spontan integrering af erfaringer og bearbejdelse.
Mental ledighed er en bevidsthedsholdning af samme karakter som fritflydende opmærksomhed i psykoanalyse, hvor man efterstræber frie associationer. I psykoanalysen er man imidlertid optaget af tankernes indhold, af at analysere, og om muligt at føre de virksomme følelsesmæssige rester tilbage til tidlige formende erfaringer. I Acemmeditation, som i psykoanalysen, passerer sindets indhold frit, uanset om man synes at det som kommer er trivielt, dumt, amoralsk, banalt, interessant eller fascinerende. Forskellen er at man i Acem-meditation ikke lægger vægt på tankernes indhold, man forsøger ikke at forstå dem nærmere. Meditation giver derfor ikke direkte ny forståelse af barndomserfaringer el.lign. Det væsentlige i meditation er processen, dvs. hvad man gør, frem for hvad man oplever. At de tanker som kommer får frit løb. Metodelyden hjælper til at skabe en ledighed der ellers ville være svær at opnå. Den etablerer med andre ord øget åbenhed i områder af sindet som ellers er utilgængelige.
Det er altså ikke tilstrækkeligt blot at gentage en metodelyd for at sætte processerne i gang. Den mentale holdning hvormed gentagelsen
sker er helt afgørende. På dette grundlag er der skarpe skillelinjer mellem de forskellige meditationsmetoder som har det til fælles at en eller anden lyd gentages. De vigtigste forskelle er hvilken mental holdning der ledsager gentagelsen. Teknikker der bygger på koncentration (bl.a. forskellige former for meditativ bøn), har gerne lyde med meningsindhold. Acem-meditation er helt modsat: Den mentale holdning er åben og ledig. For ikke at vanskeliggøre den ledige holdning, er metodelydene konstrueret uden sproglig eller symbolsk betydning.
Vi har dermed gennemgået de tre nødvendige og tilstrækkelige komponenter i Acem-meditation: (1) metodelyd, som bidrager til spontan afspænding og aktualisering, (2) gentagelse, som giver afskærmning mod ydre stimuli, og således øger opmærksomheden for indre sider i bl.a. aktualiseringsprocesserne, og (3) den mentale ledighed, som varetager psykologisk strukturbearbejdelse. Vi skal nu se nærmere på det fjerde emne som er centralt for Acem-meditation.
Holdninger udtrykker værdier i forhold til en sag, proces, person eller genstand. De præger adfærd og oplevelse, tolerance og tilpasning.
At praktisere Acem-meditation regelmæssigt giver ganske rigtigt afspænding, overskud og personlig vækst, men udviklingsprocessen kan også periodevis medføre øget træthed, uro, modstand, kontakt med ubehagelige følelser o.a. Acem-meditation er en virksom, men alligevel skånsom og gradvis bearbejdelsesproces. Risikoen for at aktualisering skal overbelaste individet psykisk er ubetydelig; i en vis forstand er processen selvregulerende. Ikke desto mindre kommer modstandsfaser i meditationen til udtryk i den mediterendes motivation, regelmæssighed og vilje til at fortsætte. Dersom der ikke samtidigt er oparbejdet forståelse for og konstruktiv indstilling til disse forhold, vil den mediterende let ændre meditationsudførelsen, argumentere for særlige måder at tillempe udførelsesprincipperne på, blive uregelmæssig eller helt holde op. Dette reducerer ubehag, men opretholder spændingerne.
Ofte kan man træffe personer, som fortæller at de engang har lært Acem-meditation. De kan udtrykke sig omtrent på denne måde: I begyndelsen mærkede jeg gode resultater, men så klingede det efterhånden af. Efter en stund gav det ligesom ikke mere. Gradvist
medførte det at jeg holdt op. Sådanne udsagn belyser forhold som ofres alt for lidt opmærksomhed blandt mediterende og andre. Den elementære instruktion er nok så enkel - for mange måske bedragerisk enkel. Ledig gentagelse af metodelyd til enhver tid er imidlertid ingen selvfølge for den som mediterer regelmæssigt. Fordi der er tale om en proces, er der til stadighed noget som forandres: Udførelsesprincipperne får ny betydning for den enkelte i nye udviklingsfaser. Hvad man forstod, og hvad der fungerede på et tidligt tidspunkt, er efter et stykke tid ikke længere tilstrækkeligt til videre fremgang. Den mediterende lærer derfor aldrig alt om meditation. Man har behov for at forny sin praktiske forståelse af de grundlæggende udførelsesprincipper.
At lære Acem-meditation sker egentlig i to omgange. Den første er begynderfasen hvor man lærer selve instruktionen. Den anden fase er når man behersker instruktionen, men lærer at anvende udførelsesprincipperne til bearbejdelse af aktualiserede spændinger; man lærer at leve med meditation således at den danner en yderfront for erkendelse og vækst i ens liv.
Det er derfor vigtigt at indarbejde en holdning hos begynderen, som gør at man kan komme videre når meditationen efterhånden skifter udtryk. I Acem findes fortsættelseskurser som stimulerer til afklaring, og hjælper til bedre daglige meditationer under udvidet forståelse af udførelsesprincipperne - særligt i faser præget af modstand.
Vejledning er en anden måde hvorpå den mediterende kan blive bevidst om uklare punkter i sin udførelse. Det sker gerne ved at vejlederen stiller en række spørgsmål, som på kortere eller længere sigt gør udøveren klar over sider ved sin meditation som virker bremsende for udviklingen.
Der er altså kun ringe grund til at hævde at Acem-meditation giver færre resultater efter en tid. Afspændingen sker under alle omstændigheder, men værdsættes kun i beskeden grad under aktualisering. Faktum er derfor snarere at metoden giver andre typer resultater efter begynderperioden. I denne udvikling af virkninger fra konkrete, håndfaste resultater til senere fasers mere subtile effekter, ophører mange med at meditere før de når at komme til erkendelse af hvad der egentlig sker. Aktualiseringsfaser tager gerne flere måneder, og vil også komme igen senere i meditationsudviklingen. Imidlertid er det vigtigt at komme igennem de første aktualiseringsfaser. På den måde vil man
nemlig få forståelse for hvad der sker, og hvordan man senere hen bør forholde sig i parallelle tilfælde: holde fast ved regelmæssig udøvelse af meditation, og stadig arbejde med at vedligeholde ledighed under skiftende indflydelse af sindets spontane aktiviteter.
Det som finder sted i aktualiseringsperioder, er at den mediterende gennemgår afprøvning, fejlslagne forsøg og afklaring indtil han eller hun finder frem til kvalitative ændringer i sin meditationsudførelse i forhold til metodelyd, gentagelse og mental ledighed. Kontakt med andre mediterende, vejledning, kurser og meditationsteknisk litteratur er i de fleste tilfælde vigtig inspiration til omstilling. Dermed kan faser med aktualisering gennemarbejdes hurtigere i meditationen.