I lyset af psykologiske retninger skal vi ganske kort se på enkelte træk ved den personlighedsudvikling Acem-meditation kan bidrage til.
I lyset af psykologiske retninger skal vi ganske kort se på enkelte træk ved den personlighedsudvikling Acem-meditation kan bidrage til.
Det vi lærer at genkende hos et andet menneske, er dets adfærd. Vi oplever at personen taler, smiler, rødmer, trækker vejret, spænder musklerne, er opmærksom. Et menneske har sine egne måder at gøre, sige og undgå ting på; det har karakteristiske adfærdsmønstre der kun ændres ganske lidt.
Mens adfærd som regel kan observeres, kan personligheden ikke observeres. Den udgør en indre struktur, der er bestemt af genetiske forudsætninger og de formende erfaringer vi har haft siden fødslen. Efter vi er blevet voksne, forandres personligheden kun en smule med hensyn til vores måde at opleve os selv og verden på. Oplevelse består både i indsamling og organisering af information, så den danner meningsstrukturer. Vores psykologiske spændinger og begrænsninger afspejles ikke så meget i hvad vi oplever med vores sanser, men mere i hvordan vi sætter disse informationer sammen. Oplevelse er en
følge af udvælgelse. Information som ikke passer ind i ens allerede dannede opfattelser udelades ofte. En rigid personlighed som er dannet gennem mange ubearbejdede erfaringer tolker ofte signalerne på en uhensigtsmæssig måde.
At opleve verden friere og mere nuanceret, at slippe mere information ind, vil vi betegne som personlig vækst eller personlighedsudvikling. En indskrænkning af evnen til at opfatte adækvat beskrives som psykopatologisk forandring - mod neurose og måske endda videre ind i psykose. Adfærd er gerne den ydre manifestation af personligheden.
Alligevel er det vigtigt at skelne mellem personlighedsudvikling og adfærdsændring. Acem-meditation er en indre handling. Gennem aktualisering åbner den for udviklende ændringer i personlighedsstrukturen - i hvordan en person organiserer information, tager beslutninger og handler. Bortset fra ledighedsfremmende ændringer i meditationsudførelsen, sker der stort set ingen adfærdsændringer gennem meditation. Ingen bliver bedre til bogføring eller til at indlede kontakter med det andet køn udelukkende ved at udøve Acem-meditation. Men udviklingen af personligheden giver bedre udgangspunkt for videre indlæring og adfærdsændring.
Nu om dage regner man ifølge psykologisk tankegang mennesket som et socialt individ. Det betyder at man klart hælder til den opfattelse at det vigtigste i vækst, modning eller udvikling af en neurose er forholdet til andre mennesker. Vi formes, udvikles og forandres i samspil med andre: mor, far, søskende og senere legekammerater og deres forældre, skolekammerater og lærere, samlivspartnere, kollegaer osv. Gode og vanskelige erfaringer sammen med andre bygger et billede op af hvem »jeg« er. Naturligvis spiller biologiske faktorer også ind, men de anses snarere som rammebetingelser; arveanlæg og instinktive tilbøjeligheder er altså plastiske muligheder. De kan komme til udtryk på mange måder, men alene giver de os ingen egenart - de udvikles i samspillet med andre.
Det er altså ikke dét vi er født med, men dét vi sidenhen møder socialt, der er bestemmende for om udviklingen går mod modning eller neurose. Denne forståelse af menneskets natur er især formet af psykoterapeutiske retninger. Udbredte former for psykoterapi, metoder til forandring og udvikling af personlighed og adfærd, bygger på forhold
mellem mennesker: mellem behandler og patient i individuel terapi, samt mellem flere patienter og terapeuter i familie- og gruppeterapi.
Synet på mennesket som et socialt individ lægger op til en forventning om at personlighedsudvikling i det væsentlige har sociale årsager. Men her, som andre steder hvor der skal tages et standpunkt, bliver nogle dogmatiske. Enkelte går nemlig så langt som til at hævde at kun sociale forhold kan virke udviklende.
I psykologien har man flere måder at forklare personlighedsudvikling og adfærdsændring på. Traditionelt blev indsigt og gennemlevelse af traumatiske barndomsoplevelser regnet som middel til grundlæggende forandring. Adfærd blev forstået ud fra en bevidst og en ubevidst del af personligheden, og adfærdsændring kom som følge af bevidstgørelse af ubevidste sider af én selv. Denne opfattelse hører særlig til i psykoanalytisk tænkning.
Andre psykologiske skoler anser en sådan »spekulation« over indre processer som værende ufrugtbar. Adfærdspsykologien ser bort fra begrebet indsigt, og lægger al vægt på forstærkningsforholdene: Det som belønner og straffer, former og forandrer adfærd. Hvis de forstærkende faktorer forandres, vil også ny adfærd udvikles, mens adfærdstyper som ikke belønnes gradvis ophører.
Adfærdsterapi går ud på at kortlægge forstærkningsfaktorerne, og om muligt forandre disse i retning af terapeutiske mål. Hvad ægtefællen bliver gnaven over, hvad der gør at man skal betale mindre i skat, hvor der er bær i skoven - det er alle eksempler på forstærkningsfaktorer som på en eller anden måde kan påvirke vores handlemåde. Forstærkningsfaktorer kan altså være sociale, politiske og materielle. Studier synes klart at vise at sociale forstærkere er de mest potente hvis man ønsker at forandre adfærd.
Menneskelig oplevelse og erfaring gennemgår en kodning og organisering i bevidstheden til strukturer af mening som danner grundlag for hvordan vi opfatter og handler i en given livssituation.
Udvidelse af bevidsthedens dimensioner, altså af dens kognitive og erkendelsesmæssige forudsætninger, vil indebære hvad vi forstår ved
udtrykket »kognitiv udvikling«. Kognitiv psykologi forstår adfærdsændring som en følge af forandring i bevidsthedens tilgængelige dimensioner.
Psykologen Piaget forklarer kognitiv udvikling som biologisk bestemt. Gennem biologisk modning udvides kognitive forudsætninger og modningen afstedkommer ændringer i barnets adfærd. I modsætning hertil lægger George Kelly mere vægt på kognitive dimensioner som resultat af læring og adfærd.
Meditationsudførelse er indre adfærd af en art som efter vores erfaring kan udvide en persons tilgængelige dimensioner. Dette sker ved afprøvende nyindlæring i aktualiseringsfaser. Nye dimensioner vindes i selve meditationsudførelsen, men når de først er etableret, vil de i næste omgang sprede sig til tanke-, følelses- og adfærdsliv som ringe i vandet.
Psykolanalytisk teori baserer altså grundlæggende personlighedsudvikling på indsigt, adfærdspsykologi på ændring af forstærkningsbetingelser, mens kognitiv psykologi understreger betydningen af flere kognitive dimensioner. Alle disse typer af psykologisk teori kan nok på hver sin måde bidrage til forklaring af hvorledes Acemmeditation virker personlighedsudviklende.
MEDITATION — IKKE EN SOCIAL HANDLING Meditation giver kun ringe affektiv gennemlevelse af barndomstraumer, og forandrer heller ikke menneskets forstærkningsbetingelser. Få menneskelige aktiviteter er vel mindre socialt rettede end lige nøjagtigt det at meditere: sidde i en stol med lukkede øjne, opmærksomheden fritflydende i uanstrengt gentagelse af metodelyd. Hvordan skal man kunne forklare den personlighedsudvikling der rent faktisk finder sted hos mediterende?
Dogmatikerne insisterer: Meditation er en social handling. Begrundelsen lyder omtrent således: Når en person lærer at meditere, investerer han en del tid, et vist beløb, en del af sin interesse og motivation. Han ønsker derfor at få noget igen. I forhold til sig selv og andre giver hans meditation forventning om adfærdsændring. På enkelte områder retfærdiggør den måske social afprøvning af en ny type som kan virke personlighedsudviklende. Ifølge dette synspunkt er det altså ikke selve meditationsprocessen, men det at en person regner sig som mediterende, som antages at være virksomt. Og vupti! Dermed er meditationen gået
hen og er blevet en social handling. Forandringer som sker har at gøre med relationer til andre mennesker i en rolle eller sammenhæng.
Pointen er ikke uden en vis sandhedsværdi, men er utilstrækkelig til at forklare bredden af meditationsforandringer som mediterende oplever over tid. Mange kan nok have mødt meditationsentusiaster i fyr og flamme over angivelige meditationsresultater som næppe har noget med meditation at gøre. Det er derfor vigtigt - ikke kun for den kritiske iagttager, men også for den mediterende selv - at skelne mellem hvad der er tillagte og hvad der er faktiske meditationsvirkninger.
Personer der insisterer på at meditation ikke har nogen effekt i sig selv, men udelukkende virker ud fra en ændring af kontekst, har altid afsløret en grundlæggende mangel på kendskab til metodens dynamik. Vi har til gode at møde reflekteret argumentation på dette punkt. Sociale betingelser er under alle omstændigheder afgørende for den mediterende - i det mindste på ét område; på grundkursus og fortsættelseskursus udvikles meditationsforståelsen. Denne bliver til dels bestemmende for hvor langt man når med sin meditation. Skal der være håb om personlighedsudvikling, skal man bl.a. have et praktisk forhold til det ikke at være målrettet eller tilstandscentreret i meditationsudførelsen. Acems samlede kursustilbud lægger stor vægt på lige netop dette.
SÅDAN VIRKER MEDITATION Hvad forandres når personligheden udvikles gennem Acem-meditation? Som nævnt er emotionel gennemlevelse ikke sædvanlig, men kan ske i perioder. Derimod finder man altid en vis bearbejdelse af muskulære spændingsmønstre. Forandringer mod større åbenhed sker her gradvist. Den centrale udviklingsændring som følge af Acem-meditation synes alligevel at være af kognitiv art: Der sker en trinvis udvidelse af sindets tilgængelige dimensioner gennem brug af metodelyd og ledig mental holdning.
Vi vil først vurdere hvad der sker hvis vi bevæger os i bevidstheden uden brug af metodelyd. Kroppen afspændes. Efterhånden vil sindet komme under indflydelse af ufærdige rester eller spændinger, og tilsvarende vil mindre grad af mental ledighed være tilstede.
Afhængig af ens personlige historie vil enhver have større eller mindre begrænsninger i oplevelse og livsudfoldelse. Disse forandringer kalder
vi spændinger. Som oftest har de både et socialt, følelsesmæssigt, kognitivt og kropsligt aspekt. Spændinger indskrænker vores kognitive resurser og mindsker mulighederne for ny forståelse og ny adfærd såvel i meditation som i handlingsliv.
Når vi så begynder at tænke metodelyden, vil sindet ud fra metodelydens egenskaber genvinde øget mental ledighed, hvormed processen når et stykke videre. Der bliver derved åbnet for nye ufærdige indtryk i én. Disse begynder at trænge sig på, og kommer til udtryk i meditationen som tanker og impulser - sædvanligvis med udgangspunkt i aktuelle begivenheder fra hverdagen. Dermed får ubearbejdede rester lejlighed til at blive afsluttet. Dette sker altså ved at tanker dukker op; indimellem også impulser til bevægelse i kroppen. I meditationen får de lov til at passere frit. Indtryk og impulser som ikke får lov til at passere i fri, åben ledighed, bliver ikke afsluttet, men bibeholdes.
Den som mediterer regelmæssigt over længere tid vil i perioder komme under indflydelse af strukturspændinger i personligheden. Disse vil umærkeligt påvirke meditationsudførelsen i retning af øget tendens til koncentration og målrettethed. Man mediterer lige som ikke så godt. Her er det vigtigt at den mediterende ikke holder op, men arbejder sig igennem. I disse situationer har den mediterende ikke et perspektiv som giver mulighed for at løse den situation man er inde i. Der synes hverken at være vej fremad eller til siden.
Dette kan opleves truende. Måske kommer der modstand mod meditation - egentlig en modstand mod personlighedsudvikling. Disse faser af den meditative udvikling er ofte forstadier til øget tilgængelighed af nye kognitive og følelsesmæssige resurser. Sådanne aktualiseringsfaser er paradoksale, og afspejler manglende åbning i den mediterendes bevidsthed. Han forstår sig selv, sin meditation og verden ud fra et perspektiv, et sæt af dimensioner, som begrænser ny erkendelse og adfærd. Personlighedens karakterspændinger aktualiseres her i selve meditationsudførelsen. At mestre meditationsproblemet bliver derved at ændre noget af personlighedens grundlæggende begrænsning for vækst. Disse forandringer er det som forstås ved kvalitative virkninger. Der sker et kognitivt og følelsesmæssigt spring. På denne måde bliver et nyt område af resurser tilgængelige for personligheden til videre oplevelse og handling.
Større mental ledighed på grund af lydkombinationens virkning giver bedre plads til spontane processer i sindet. Mens zen-meditation arbejder med at udvikle et spontant forhold til blandt andet åndedræt og anvendelse af muskler, udvikler Acem-meditation spontanitet i forhold til tankeprocessen.
Ved at praktisere Acem-meditation regelmæssigt gennem længere tid har man altså mulighed for at opnå personlighedsudvikling. Grundlaget for denne ligger i udvidelse af de kognitive og følelsesmæssige resurser hvormed vi afkoder og tolker indtryk og træffer valg om handling i vores tilværelse. Adfærdsændring som følge af en sådan personlighedsudvikling er ikke ensartet, men kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Gennem meditation sker nærmest en åbning for forandring. Selv om det kan synes selvfølgeligt for mange, viser det sig stadig nødvendigt at understrege at meditation ikke aktivt udvikler færdigheder - hverken kropslige, arbejdstekniske, sociale eller kunstneriske. Men meditation giver et bedre udgangspunkt.
Kvalitative virkninger i Acem-meditation følger af metodens principper, metodelydens gentagelse og ledig mental holdning, når disse anvendes i brydningen med indflydelse fra ufærdige træk ved ens personlighed.