Stilhed

Stilhed - en særlig stemning. Så mange tanker og følelser kan vækkes til live. Stilhed er så meget. Den stilhed, der hviler over vandene om natten. Den krystalklare efterårsmorgen med rim i græsset. Roen i et kærligt blik. Stormens ubevægelige centrum eller den stilhed, som hviler i en gammel kirke.

Den kan være mild og god som kærligheden mellem far, mor og barn. I stilheden kan vi finde tilbage til noget, som ikke er tynget af hverdagens larm. Den kan give fred, ro og klarhed. Men den kan også skræmme, stille os ansigt til ansigt med hvem, vi er. Sjælen får lov til at hviske os i øret om noget ulevet.

Stilhed har noget at sige til os alle, men sjældent får den lov til at virke i os. Det er ikke kun samfundets mas og krav, der overdøver, vores tanker giver os heller ikke altid fred. Ufærdige sider fanger os ind og binder. Der er ligesom altid noget at afslutte eller forbedre før vi kan søge ro og eftertanke, før vi virkelig kan begynde at leve. Vi længes efter fred, men mens vi venter, glider vi til stadighed forbi stilhedens udstrakte arme.

I skov og dal kan vi møde stilhed. Den giver rekreation og overskud til at møde hverdagen. Naturoplevelse kan slå toner an på strenge som ellers er tavse. Endelig kan vi slappe af og give os selv hen til livets egen rytme.

Sus fra løvtræer gør ikke naturens stilhed mindre. Den kan leve midt i bevægelsen. På samme måde er mennesket. Selv om inspiration, tanker og billeder bevæger sig gennem sindet, kan stilhed alligevel være midtpunkt i ens livsengagement.

Meditationens stilhed er ikke en tomhed. Men hvad stilhed egentlig er, kan sprog og billeder kun vanskeligt fange. Den lader sig ikke definere som fravær af lyd og bevægelse.

Den forankrede indre stilhed kan ingen støj overdøve. Den lever i menneskets grundstemning - overvinder rastløsheden, mylderet og aktivitetsjaget.

Vi har alle haft øjeblikke hvor noget mere stille i vores bevidsthed bryder ind og efterlader en fredfyldt stemning. Disse sjældne øjeblikke kan ikke fanges og holdes fast. De tilhører nuet - ikke fortiden eller fremtiden. De kommer og går når krop og sind er modtagelige.

Meditation sætter sindet på sporet af stilhed. Selv om vi lever fjernt fra naturens ro, har vi altid vores indre natur med os. Den kan vi få fornyet nærhed til. I meditationens stille strøm får vi kontakt med noget af det mest uberørte og værdifulde i os selv.